2500 kilometer hjem til jul

Julehittet ”Driving home for Christmas” skulle spille på repeat pænt mange gange hvis turen hjem til jul på godt 2500 kilometer, blev foretaget i bil. Heldigvis er vi beriget med lavpris-flyselskaberne der gør turen til Danmark mere overskuelig. Godt en halv time i metro, tre timer i fly og to timer i tog fra Kastrup hjem til Fyn.

De fleste vil nok være enige med mig om, at har man én gang prøvet at holde jul udenfor landets grænser, ved man at det er svært at finde en fuldgod erstatning for den gode danske jul. Dertil har vi simpelthen for mange traditioner, og det er ikke tilfældigt at ordet 'hygge' ikke rigtig kan oversættes til andre sprog.

For to år siden prøvede jeg at holde jul i Wales. Bare kæresten og jeg alene i vores lille lejlighed i Cardiff, med et 30 centimeter højt juletræ af plastik. Dertil skal det nævnes at jeg havde så mange tømmermænd efter en lille juleaften der var løbet løbsk, at vi ikke engang varmede den ovnklare and fra det lokale supermarked - Så det endte med kødboller og cola. Julestemning? Nej.

Til julebal i danskerland

Der er mange - rigtig mange mennesker - i Madrid op til jul.

Sidste år var det så min spanske kærestes første jul i Danmark, og hun blev hurtigt grebet af stemningen og vores mange traditioner: Julekalendere, æbleskiver og gløgg, pakkeleg, pebernødder og dansen om juletræet. Og selvom sidstnævnte var lidt af et kulturchok, var hun ikke i tvivl om at hun gerne ville til Danmark og holde jul igen.

Derfor bliver det juleferie nordpå for os begge, og et tiltrængt afbræk fra Madrids julepakkede bymidte. Jeg ser dog frem til at vende tilbage i begyndelsen af 2015 hvor jeg for første gang skal opleve Helligtrekongersdag på spansk.

En højtidelighed som hernede er lige så stor, hvis ikke større, end selve julen.

Feliz Navidad!

8 tegn på jul i Madrid

Julelys

Julebelysningen er markant i centrum af byen fra sidst i november. Langs de store avenuer og over de hyggelige gågader hænger farverige plader, kuber og guirlander og giver genskær i de store butiksfacader. Den største forskel fra Danmark er at der benyttes flere farver her, mens gran er en mangelvare. Byens store 'juletræer' som findes på alle åbne pladser er ikke ægte. De er enten bygget op i metal, eller i bedste fald af naturtro plastik.

Navibus

For både lokale og turister er der indsat en ekstra julebus i december, kendt som Navibus. Ruten er planlagt efter at se mest muligt af centrums julebelysning – specielt ned gennem hovedgaden Gran Vía. Er man modig nok til at trodse kulden kan man tage plads i fri luft på øverste parket, hvor fra man næsten kan røre de overhængende dekorationer på vejen.

Julemarkeder

Som nævnt i det foregående indlæg er moderne pop-markeder i høj grad en del af julen i Madrid, men man finder også flere af de mere traditionsrige. Ikke mindst på den storslåede Plaza Mayor, hvor et væld af lysende kuber i alle regnbuens farver nærmest svæver over pladsen. Her er fyldt med boder – både de autoriserede og de mere spontant opsatte, mens et hav gadesælgere forsøger at lokke med flyvende legetøj og sæbeboblekanoner. De fleste boder her har dog ét fokus: Krybbespilsudstyr.

Krybbespil

Krybbespillet er en stor del af mange spanieres juletradition, og fylder meget i butikker og på julemarkederne. Her kan købes alt hvad der skal bruges til det fuldendte krybbespil. Hytter, huse, bark, mos og hundredvis af forskellige figurer.

Jesusbarnet, de hellig tre konger og æslet – de er der alle sammen. Inklusiv en masse versioner af den 'ubudne gæst' – El Caganer. ”Skideren” som han kan kaldes, er et humoristisk indslag i nogle krybbespil, og kan være repræsenteret af en kendis-lignende figur i ”skovskiderstilling”.

Udover de hjemmelavede krybbespil, udstilles særlige spektakulære versioner diverse steder, og folk står gerne i lang kø for et kig på til de historiske figurer.

Skøjtebaner

Ingen storby uden mindst én udendørs skøjtebane – også selvom man befinder sig sydpå. Der findes et par forskellige skøjtebaner i centrum af Madrid, hvor primært børn har plads til at prøve kræfter med det kolde underlag. På Plaza de la Luna er der tilmed opsat en flersporet kælkebakke – dog uden sne.

Cortylandia

Jeg husker at jeg som barn var meget betaget af den mekaniske nisseby i Odenses Rosengårdcenter. Tag disse bevægelige figurer, forstør dem 20 gange og smid dem op på en kæmpe butiksfacade i Madrids centrum – så har du Cortylandia. En børnemagnet der har hvert år siden 1979 har trukket tusindvis af familier til stormagasinet El Corte Inglés. Her spiller det godt 15 minutter lange stykke flere gange om dagen, og er hvert år opsat i et nyt univers, men altid med samme ørehængende kendingsmelodi. ”Cortylandia, Cortylandia...” lyder det lystigt fra det gigantiske pingvinorkester der i år er de udvalgte julehelte.

Den omvendte mandelgave

Der er ingen tradition for varm vin her i Madrid, som ellers findes mange steder – også udenfor Danmarks grænser. Til gengæld er der mange traditioner for julekager. Den mest kendte er 'Roscones' som er cirkelformede kager med hul i midten – skåret igennem og fyldt med flødeskum, samt pyntet med cocktailbær. Det specielle ved denne populære kage gemmer sig dog et sted inden i, hvor en lille figur er tilfældigt placeret. Idéen er så at den der får stykket med den lille figur skal betale for kagen – nærmest som en omvendt mandelgave.

Forhåbninger

Lotteributikkerne findes overalt i Madrid og de har kronede dage op til jul, før ”El Gordo” - Den Fede – udtrækkes, og forsøder livet for mange af de hårdt trængte spaniere. Udover de etablerede butikker, vrimler gaderne med lotterisælgere som forsøger at sælge drømmen om et bedre liv, og overtro er i den grad en del af spillet. Mange sværger til én bestemt forhandler når det kommer til at købe de vindende kuponer – Doña Manolita på Calle del Carmen, hvor folk gerne står i kø i timevis for at købe deres kuponer.

Ligesom lotterisælgerne syntes at fordobles ved juletid, er det samme gældende for hjemløse og gadeartister, der håber på lidt ekstra i hatten. Jeg købte fornylig et digt af ældre herre for bare 50 cents. ”Ring til mig efter den 22. december” sagde han. ”Hvis jeg har vundet El Gordo er du inviteret til at fejre den med mig.”

Madrids fedeste 'julemarked'

Glem alt om gran, gløgg og guirlander, selvom 'hytteversionerne' af et julemarked også findes her – for i Madrid er det traditionelle nisse-nørkleri vi elsker i Danmark, ikke på samme måde et hit. Her popper flere og flere 'funky' julemarkeder op, med fokus på håndværk, brugskunst, gaver og interiør. Og selvom man som dansker godt kan savne æbleskiverne og duften af kanel, er det forfriskende anderledes.

Øjeblikkets mest omtalte pop-up marked går under navnet The Hovse (som i The House), og det tog vi ud for at se nærmere på mandag, hvor det var helligdag her i Spanien. 

Navnet 'huset' ligger lige til højrebenet, for markedet er beliggende i en herskabsejendom i et mondænt boligkvarter lidt nord for centrum. Fra den nedtonede facade fører trappen – eller om man vil den gamle åbne elevator – op til tre etagers kreativt designer-mekka der ville få BoBedres diciple til at falde ud af Ægget.

Gadgets, vermouth og blå himmel

Det lokale pop-up shop bureau 'Better' har simpelthen taget alle tre kæmpelejligheder i opgangen og forvandlet samtlige rum til et marked af magiske dimensioner. Her lokker de 80 designere og butikker med lækre ting, tøj og gadgets – der virker mere som en harmonisk helhed end individuelle stande. Det skal dog med at priserne for det meste matcher de fornemme rammer.

Udover selve produkterne er markedet en stor oplevelse i sig selv, og mange steder får man øje på geniale detaljer der er indsat som overraskende underholdningselementer. Mos 'gror' fra en sprække i loftet, en regnbue af farvede ledninger hænger ud fra den fine stuk, og på badeværelser har planterne overtaget vasken og badekaret.

På andensalen er indrettet en hyggelig café med crêperi og friskbagte pandekager, og på tredjesalen kan man få sig en lille skarp Vermouth i det intime Vermutería. Den kan nydes i de tilstødende værelser eller tages med op på tagterrassen under den smukke blå december-himmel – med udsigt over kvarterets tage. 

Se mange flere billeder fra The Hovse på Kridhvid i Madrids Facebookside

Instagram

Den gamle mand i paladset

”Der var engang en blond viking.. ja, han var vist nærmest kridhvid, som havde rejst land og rige rundt og nu havde bosat sig i det spanske kongedømmes hovedstad. En dag drog han og skønjomfruen til paladset for at lytte til tonerne fra en troubadour, som var tilrejsende fra de britiske øer. Men paladset var forhekset, og så snart den blonde viking trådte ind ad paladsets mægtige port, blev han med ét en gammel gammel mand". Slut.

Sådan villle det nok havde lydt hvis Odenses stolte søn Hr. Andersen havde været gæstblogger på Kridhvid i Madrid. I en mere nutidig udgave er sandheden den, at vi i sidste uge tog til koncert med den rappende pop-hitmager og singer-songwriter Ed Sheeran – og det var noget nær en deprimerende oplevelse.

Det er naturligvis ikke hotdogs, men iberisk skinke der spises i pausen

Ikke at Mr. Sheeran var dårlig, for han var god for en udmærket koncert med enkelte fremragende live-versioner af nogle af hans største hits. Men allerede ved ankomsten til Palacio de Deportes – sportspaladset – nu kendt under sponsornavnet Barclaycard Center, begyndte rynkerne at trække sig sammen i panden, mens benene blev mere end normalt trætte af at vente. For køen var fyldt med forventningsfulde teenagere, og det gik op for mig at vi ikke bare trak... men hev og sled gennemsnitsalderen gevaldigt op.

Basketpaladset

Barclaycard Center er et af de klassiske spillesteder for større koncerter i Madrid, og benyttes som det oprindelige navn antyder også til diverse sports-events. Det er således hjemmebane for begge Madrid-mandskaber i den spanske basketball-liga, som er velanset på verdensplan.

Arenaen har plads til 15.000 koncertgæster, og der er pænt fyldt op da vi tager plads og lytter til de to forskellige opvarmningsbands. En opvarmning der allerede trækker hvinene frem hos de mest hysteriske teenagepiger foran scenen, og de går i ekstase hver gang de bare nævner at Hr. Sheeran kommer på senere.

Ready to rumble

Gang i mobilerne i den store arena

Derfor kommer det overdøvende skrig heller ikke som nogen overraskelse, da hovedpersonen endelig træder ind i manegen, og sætter gang i koncerten med et fint grafisk sceneshow og en rigtig fornuftig lyd i de store beton-rammer.

Det sammenklappelige gulv ryster under os, da alle de ellers siddende gæster rejser sig op for at feste med deres rødhårede idol, og det unge par foran os har mere travlt med at snave hinanden i gulvet end at følge med i hvad der sker på scenen. Det lyder trods alt godt når 10.000-12.000 synger med på samme hit, og 'I See Fire' som er soundtrack til Hobitten-filmen, sidder lige i paladset.. jeg mener, skabet.

Jeg føler mig gammel, rigtig gammel, da vi rejser os og formår at fange en metro før teenage-helvede bryder løs, men paladset får prædikatet 'yderst godkendt' som koncertsal, og jeg ser frem til at vende tilbage.. forhekset eller ej.

Tilbage til istiden

Findes der is i Spanien? Altså ikke den spiselige, men underlaget? Èn af de ting jeg måtte undersøge inden jeg flyttede til Madrid, var muligheden for at få is under fødderne i ny og næ. Som mangeårig, passioneret motions-ishockeyspiller er isen svær at undvære, og savnet til ishockeyen har været stort de seneste to år, efter at jeg spillede min sidste kamp tilbage i november 2012.

Det var derfor et hit da en lille del af min fødselsdagsgave fra kæresten var en tur i skøjtehallen her i Madrid.

I modsætning til naboerne Frankrig og Italien, er ishockey bestemt ikke i høj kurs på den Iberiske halvø, så efterspørgslen på is er ikke enorm. Dog findes der en ishockeyklub i Madrid – langt ude i en forstad. Men staven og pucken må komme til senere om muligt, og indtil da er jeg taknemmelig for bare at kunne skøjte.

Så vi tager metroen til det mere centralt beliggende Palacio de Hielo – Ispaladset. Et stort butiks- og underholdningskompleks, med biograf og alle de populære fastfoodkæder – samt naturligvis det indbyggede isstadion. Den optimale vinterferie-destination for Madrids børnefamilier. Og børn er der mange af da vi venter på at blive lukket ind, mens nabolagets spirende skøjteprinsesser forlader isen efter dagens træning. Faktisk er lydniveauet højere end en børnefødselsdag på ren Nutella, så det er befriende da vi endelig kan træde ind i den store hal.

Desværre har jeg endnu ikke fået mine egne skøjter med til Madrid, men de står nu øverst på listen over ting der skal med efter jul. For de klassiske blå udlejningsskøjter vi får udleveret er sløvere end Dovne-Robert, og ville ikke kunne dele en pakke Kærgården på en varm sommerdag. Men på kommer de, og det er fantastisk endelig at træde ud på isen igen. Der går ikke længe før banen er godt fyldt med mere eller mindre frygtløse bambi-aspiranter, og jeg får bevis for at der trods alt er et behov for istid hernede.

En dag i storbyen

Når man er vokset op i en lille landsby på Fyn, er selv Odense en verdensby – for ikke at tale om den walisiske hovedstad Cardiff, hvor jeg samlet har boet et års tid. Derfor er det lidt af en omvæltning at vænne sig til en hverdag i Madrid, hvis hovedstadsområde tæller flere indbyggere end hele Danmark. En hverdag fyldt med muligheder og mennesker overalt. Hermed et lille indblik i hvordan en ganske almindelig onsdag i sidste uge forløb.

08.00 Jeg overgår mig selv og står tidligt op for at følge min kæreste på arbejde. En gåtur på godt tyve minutter gennem centrum, som summer af liv fra morgenstunden. Der er et helt specielt lys om morgenen mellem de høje bygninger langs hovedgaden Gran Vía, og stemningen skifter med lyset i løbet af dagen. Når man sidder og skriver hjemme er det rart at starte dagen med lidt 'frisk' byluft og lidt motion.

09.00 På vejen hjem beslutter jeg mig for at snuppe en gang morgenmad, så jeg er helt klart til dagens skriveopgaver. Valget falder denne dag på Pan & Company på Gran Vía, hvor jeg for bare €2.10 (godt 16 kr.) kan få to små sandwich og en kop kaffe. Jeg tager det med på førstesalen med udsigt til morgentrafikken og de fyldte fortorv.

10.00 På turen tilbage til lejligheden hilser jeg på David – indehaveren af den lokale mexicanske restaurant, som er gået hen og blevet lidt af en stamsted. Og hjemme i opgangen hilser jeg på Antonio – vores vicevært som har sin lille 'boks' under trappen. Imens vasketøjet passer sig selv, sidder jeg mig til tasterne og går i gang med dagens projekter; rejsetips for hjemmesiden likealocalguide.com, hvor jeg er blevet ansvarlig for at få Madrid-sektionen færdig til app-udgivelse.

Bærbar, blok og skrivebenzin

15.30 Efter nogle timers skrivning derhjemme er det tid til lidt ny inspiration, så jeg smider den bærbare over skulderen og smutter ned på den lokale Starbucks for at arbejde videre. Egenlig er jeg mest til de mere autentiske caféer, men Starbucks ligger kun tre minutters gang fra lejligheden, laver en fremragende caramel macchiato og har nogle gode skrivepladser med udsigt til Plaza España. Tricket er at komme før klokken 16 hvor mange studerende kommer til.

18.00 En gigantisk kop kaffe og et par timers arbejde senere, smutter jeg tilbage til lejligheden. Jeg hilser endnu engang på Antonio, som oftest har mere travlt med at snakke med politifolkene fra stationen overfor, end at fikse ting der burde fikses.

18.30 Min kæreste skriver fra hendes arbejde og inviterer mig med til en spontan rock-koncert samme aften. Et event der er arrangeret af hendes arbejdsplads i forbindelse med Movember-kampagnen.

Biografpræmiere ved Plaza del Callao

19.00 Jeg smutter ud og hilser ENDNU engang på Antonio på vejen ud - om ikke andet får jeg finpudset mit 'hola' og 'hasta luego'. Jeg krydser Callao-pladsen hvor den røde løber og kameraerne er kørt i stilling til en biografpræmiere, og dribler mig vej gennem menneskemylderet til det hippe Malasaña-kvarter.

19.45 Jeg møder kærestens kolleger før koncerten, hvoraf flere heldigvis taler okay engelsk. Der er i den grad tale om en intim-koncert, i en tøj- og pladeforretning på størrelse med vores lille lejlighed.

Vi høre et par numre og får serveret øl fra et lokalt microbryggeri.. 'brygget på vand fra Madrid', står der specifikt på etiketten. Det klinger måske ikke helt så godt som en bjergsø i Schweiz.

21.30 Hjemme igen, og i lige til den vanlige, spanske spisetid. Går man ud og spiser

her, kommer de fleste først fra klokken 20 og fremefter.

23.30 Sengetid. Jeg har efterhånden vænnet mig til skraldemændene, som hver nat mellem klokken to og tre larmer som en krig. Borset fra det, er det heldigvis en stille gade vi bor i, og her udenfor sommerens hede er det intet problem at få sin nattesøvn.

Vi med hund

Dogwalkers – professionelle hundeluftere – er efterhånden blevet en anerkendt storby-profession verden over. Lige fra de private, til de mere etablerede firmaer der samler et helt kuld op ad gangen. Men skal man som hundeejer hjemmefra i en weekend eller længere, er en enkelt gåtur ikke tilstrækkeligt – så må der en 'dogsitter' til.

Når man som min kæreste altid har ønsket sig en hund, men ikke er i en optimal situation for investering i en ny bedste ven, er dette en absolut win-win... eller en vuf-vuf fristes man til at sige.

Hjemmesiden Bibulu.com er nemlig som en 'dating-profil' for hunde-elskere og firbenede der søger et midlertidigt hjem – om det så blot er for en enkelt dag. Med uddybende profiler og beskrivelser af hundenes adfærd, samt referencer på de potentielle værter. Man sætter selv sin pris per nat, og hjemmesiden tager 10% for at skabe kontakten, mens hunden dækkes ind forsikringsmæssigt.

Kærlighed ved første bjæf

Det tog blot en uge fra min kæreste oprettede hendes profil, til de første hunde (eller deres ejere) viste interesse, og pludselig havde vi en weekend-vov-vov. En lille pug med det fantasifulde navn 'Fanta de Naranja' – opkaldt efter den spanske version af den populære appelsinvand. Ved første øjekast ikke den smukkeste udgave af en hund, men hun viste sig hurtigt som den sødeste og mest velopdragne lille pelsklump.

Efter afsked med 'mor' som skulle på weekend-rejse, fulgte den gladelig med sine nye venner ned gennem menneskemylderet på Gran Vía, og i et par dage kunne vi mænge os med Madrids hundeejere – gå gaderne og i parken. Der er overraskende mange der har hunde i Madrid centrum, og vi har flere gange sågar set en lille baby-gris gå 'pigwalk' langs de brede boulevarder.

Nu venter kæresten spændt på om lille Fanta igen sender bud efter en barnepige, eller om næste logerende bliver en Grand Danois.

10 facts efter 3 måneder

Jeg har nu været Kridhvid i Madrid i over tre måneder, og det er på tide at gøre status med 10 facts:

- Vejret har været fantastisk og man kan hurtigt blive forvent. Ikke mindst når man sidst i oktober fortsat kunne nå op omkring de 30 grader. Selv på denne årstid byder langt de fleste dage på blå himmel, og det siges at Madrid har omkring 250 skyfrie dage om året!

- Man får generelt en del mere for pengene her, specielt når man går ud og spiser. Jeg værdsætter i hvert fald en kop kaffe til kun 12 kroner, eller brunch med drikkevarer for bare 30 kroner! Det bør dog nævnes at for Spanierne er lønnen nogenlunde tilsvarende.

Den klassiske blå himmel over Madrid

- Trods de lave priser er det dog 'farligt' at færdes i en by hvor restauranter og caféer lokker overalt, og hvor man altid kan finde en undskyldning for en 'godbid'. Faktisk siges det at Madrid er blandt de byer i verden med flest restauranter pr. kvadratmeter.

- Man bliver i den grad smittet af spaniernes passion for mad, og kan pludselig finde lykke i en sandwich med himmelsk Iberisk skinke.

- Grundet mine mange arbejds-projekter har jeg endnu ikke haft tid til at gå i dybden med det spanske sprog (fy!). Men man suger til sig når man lever i det, og man kommer langt med et 'hola', et 'gracias' og 'perdón, no hablo español'. Mange spaniere taler ikke ret godt engelsk, men er flinke til at forsøge, og det virker som om de gerne vil lære det.

- Måske man også skulle lære kinesisk, for der er rigtig mange kinesere i Madrid. Hver lille kiosk er nærmest bestyret af kinesere, og der er mange kinesiske supermarkeder i centrum. Selv i den nærmeste parkeringskælder finder man et kinesisk rejsebureau og en kinesisk restaurant.

Man bliver grebet af den spanske tapaskultur og spaniernes passion for mad.

- En storby som Madrid giver nærmest uendelige muligheder for aktiviteter og oplevelser, og udfordringen er bare at få overblik over udvalget. Derfor finder man konstant nye spændende steder, selv rundt om det nærmeste gadehjørne.

- Hvor meget jeg end elsker storbylivet har det dog også sine mindre positive sider, og man kan godt blive træt af konstant at skulle 'drible' sig igennem menneskemængderne langs Gran Vía. Med flere indbyggere end i hele Danmark, er der mange mennesker overalt – døgnet rundt!

- Når man er fuldt fokuseret på skrivearbejdet er det svært at finde tid til mere sociale aktiviteter. Jeg satser dog på snart at kunne komme i gang med lidt hockey eller måske koble mig på en skriveklub.

- Det tager et stykke tid før man rigtig falder til, stopper med at tænke på det hele som en lang ferie, og begynder at referere til Real Madrid som den lokale boldklub. Specielt når turistgrupper nærmest vader forbi ens hoveddør, mens attraktioner og ikoniske bygningsværker er en del af hverdagen.

Passagér på første klasse

Én af de største fordele der er ved at bo i en storby, er udbuddet af kulturelle godbidder. Om det så er en fodboldkamp, en tapas-festival eller en koncert. Der er alt andet lige større chance for at 'fange favoritten' i den spanske hovedstad end i den fynske, og mange store navne lægger vejen forbi Madrid.

Den engelske singer-songwriter Mike Rosenberg - bedre kendt som Passenger - er måske ikke blandt de største, men bestemt blandt mine favoritter, og derfor slog jeg til og købte billetter allerede inden jeg flyttede til Madrid. Lang tid før at jeg vidste, at jeg skulle ende med at bo bare fem minutter fra spillestedet. Så fredag aften kunne jeg gå til min første 'spanske' koncert. I Sala Arena som rummer en forholdsvis lille koncertsal. Perfekte rammer til en 'intim-koncert' med omkring 500 mennesker.

De små forskelle

Canadiske The Once var den perfekte opvarmning

Til trods for at mit koncert-cv ikke er blandt de længste, er jeg spændt på at se om der er forskel på at gå til koncert her og i Danmark.

Det får jeg hurtigt bekræftet, da det ukendte canadiske opvarmningsband 'The Once' går på, og folk synger med for fuld kraft allerede ved første nummer – et fremragende cover af Elvis' 'I can't help falling in love with you'.

Strategisk klogt at lægge ud med en velkendt klassiker, men alligevel overraskende hvor hurtigt folk er på. Hvor vi i Danmark nok er mere tilbageholdende, og lige skal have et par øl indenbords inden vi slår os løs, er der mere umiddelbarhed over de udtryksrige spaniere.

Selv de tre canadiske folkemusikere ser ud til at være overraskede over den enorme respons, og den perfekt castede gruppe giver en sublim opvarmningskoncert. Så salen sitrer af forventning da Mr. Rosenberg vader ind med sin guitar, og fortæller hvor meget han holder af at spille i disse intime omgivelser.

Glæde og tårer

Passenger med sin guitar og et helt simpelt sceneshow

Han skuffer ikke. Jeg kan ærligt sige at dette er den bedste live-koncert jeg har overværet til dato, og han giver baghjul til selv favoritten John Mayer. Livemusik handler om følelser, og Passenger formår at veksle mellem yderpunkter som sorg og eufori. Der må i hvert fald været noget der virker når man indenfor få minutter kan få en fyldt sal til at skraldgrine, dernæst stå med tårer i øjnene, for senere at bryde ud i ekstatisk fællessang og jubel.

Selv de mere ukendte sange får fuld fokus fra publikum, og settet krydres med så forskellige covernumre som 'What Is Love' med Haddaway, 'Wake Me Up' med Avicii samt 'Sound of Silence' med Simon & Garfunkel. ”OTRA, OTRA, OTRA...” gjalder den spanske version af ”ekstranummer”, da han forlader scenen til den velkendte kunstnerpause. Og folk bryder ud i omkvædet til nummeret 'Scare Away The Dark” inden han kommer tilbage igen.

En førsteklasses koncertoplevelse der gør en stor fan større, og får selv kæresten der var med som 'blind passagér, til at blive fan.

Brølet fra Bernabéu

En enkelt lille Messi-trøje er sneget sig ind mellem alle Real Madrid-tingene

”Han stiller sig klar ved pletten. Han går til bolden og..... Gooooooooooool”. ”Christiano Ronaldoooooooo”. Brølet kravler ovenud af gigantiske Bernabéu - Real Madrids legendariske hjemmebane og én af verdens mest ikoniske fodboldtempler. Hjemmeholdets darling nummer ét har scoret på straffe, og udlignet til 1-1 mod ærkerivalerne fra Barcelona. Selv går vi rundt udenfor, hvor politifolk og souvenir-sælgere står klinet til radioen og tv-vognenes små skærme. Alle følger opgøret intenst.

Min fodboldtossede lillebror er på besøg, og vi er taget herud for at se Bernabéu, og for at opleve en snert af stemningen omkring 'El Clásico' – betegnelsen for mødet mellem de to historiske klubber. Min bror ville meget gerne sidde på den anden side af muren og se kampen, men at få billetter til netop denne kamp er en kamp i sig selv. Og da de eneste tilgængelige løber op i 2000-3000 kroner, er det måske ikke det værd.

Gennem gitterets huller kan man lige skimte måltavlen

Jeg har aldrig selv været den store fodboldfan, men har alligevel de sidste par år tilkendegivet mit tilhørsforhold til byens anden klub – Atletico Madrid. Nok mest fordi jeg altid har haft sympati for underdogs. Ironisk nok blev disse underdogs dog mestre i den forgangne sæson.

Giganternes kamp

På denne dag er der ingen underdogs - kun giganter - og udover at fylde de mere end 85.000 pladser på stadion, sidder folk tæt foran skærmene på samtlige barer og restauranter, som var det en anden VM-finale. Spændingen knitrer i luften overalt. Det anslås at op imod 400 millioner ser med foran skærmene verden over.

El Clásico er udover finalen i Champions League anset som det største klubmøde i forboldverdenen, og én af de største sportsrivaliseringer på verdensplan. Hadet hænger udenpå trøjerne, og derfor er opbuddet af politivogne også stort udenfor Bernabéu. Vi går en tur rundt om stadion, hvor fans der gik glip af billetter kryber sammen om de små huller i gitteret, for at få bare et lille glimt af fodboldhimlen indenfor portene.

Plads til smil hos det ridende politi

Vi tager et hurtigt kig indenfor i Real Madrid-shoppen hvor der fås alt fra oplukkere til babytøj, men vi har ingen intentioner om at være i nærheden når de 85.000 lukkes ud. Så vi smutter mod metroen samtidig med at første halvleg fløjtes af, mens folk trænger ud gennem portene i pausen og politifolkene holder sig i stilling.

Hjemmesejr

og gratis tapas

I centrum finder vi én af de få ledige pladser på en bar, hvor anden halvleg ruller over skærmen.

I mellemtiden har hjemmeholdet bragt sig foran 2-1, og da de lukker kampen med 3-1 målet, bryder jublen ud blandt både gæster og personale. Madrid-klubben udbygger den snævre føring i den samlede El Clásico-statistik, og kryber tættere på rivalerne i tabellen.

I baren kryber den mandlige tjener tættere på os, og fortæller med et glimt i øjet at han er mest til blonde fyre, hvorefter vi får ekstra gratis tapas. Tjaa.. engang imellem betaler det sig at være kridhvid i Madrid.

På picnic i postkortet

'Domingueros' er den spanske betegnelse for søndagsturister – dem som de fleste bander langt væk på vejene, fordi de har mere travlt med at nyde omgivelserne end at køre bil. Når man bor i en storby som Madrid, er søndagsturisme populært – og især til den storslåede natur der venter lige udenfor byportene. Her hvor bjergene hæver sig i horisonten, og minder én om at Spanien er meget mere end storbyer og strande.

En af de søndagsdestinationer der topper hitlisterne er San Lorenzo de El Escorial – mindre end 50 kilometer fra Madrid. En mindre by med en stor tiltrækningskraft. Hovedårsagen findes i navnet, for El Escorial er et pragteksemplar af et renæssance-kompleks der dækker over både kloster, kirke, college, bibliotek og ikke mindst det royale palads. Omkranset af smukke slotshaver og en dragende natur, for foden af Sierra de Guardarrama-bjergkæden.

Den spanske Taj Mahal

El Escorial set fra Casita del Infante

Under en blå oktober-himmel og med efterårets gyldne tvist blandt alt det grønne, er det som revet direkte ud af et postkort – og det er midt i dette postkort at vi denne søndag har planlagt en picnic.

Vi er kørende med et vennepar fra Madrid, og allerede da vi nærmer os den lille by kan vi skimte den skarpe silhuette fra paladsets kupler og spir – som et andet Taj Mahal. En smuk kontrast til det nærliggende stenkors ved Valle de los Caídos – De Faldnes Dal – som blandt andet huser diktatoren Francos grav.

Første stop et netop El Escorial, som er listet blandt UNESCO's Verdensarv, og besøges af mere end 500.000 hvert år – både lokale og Internationale turister. Bag murerne bydes på gallerier og guddommelige udsmykninger, men denne gang nøjes vi med at nyde mesterværket udefra. Ligesom den nærliggende royale bolig, Casita del Infante, med de eventyrligt anlagte haver og en formidabel udsigt til både bjerge og dale.

Tapas-trekking

Vi snupper en pause og en kølig drink på byens torv, Plaza de la Constitución, hvor mange lokale er samlet for at nyde det flotte vejr. De må alle have enorme lægmuskler, for byen er en labyrint af stejle gader, hvoraf de fleste er ensrettede og gør det svært for os 'domingueros' at finde rundt. Det lykkedes os dog at nå vores mål – Pinar de Abantos. Den frodige fyrreskov som klatrer op af Mount Abantos, og belønner med panorama-kig til EL Escorial. Midt i et landskab der minder om kulisser fra fortidens klassiske modeljernbaner.

Det smukke torv Plaza de la Constitución i San Lorenzo de El Escorial

Her finder vi en smuk plet nær en rislende bæk, hvor vi nyder vores transportable tapas og idyllen for en stund – inden turen går mod højere luftlag. Pulsen sættes op med et spontant og terrængående 'trek', som nær får os til at farer vild mellem fyrrestammerne. Til sidst når vi dog tilbage til bilen, og med den tilbage til summende Madrid.

San Lorenzo de El Escorial får flueben ved super søndagsdestination, og der venter helt sikkert flere af slagsen for denne 'dominguero'.

Fredag aften med seks svedige mænd

Lad det være sagt med det samme. Når jeg normalt bruger en fredag aften på at se seks svedige mænd give den gas, så foregår det på is og inkluderer en målmand, to backer og tre angribere. Denne fredag er panser og puck dog midlertidigt skiftet ud med dansesko og sort eyeliner.

Vi er inviteret i teatret af kærestens veninde, til det spektakulære danseshow Titanium. En fusion mellem den udtryksrige spanske flamenco, hip hop og breakdance. En umiddelbar mærkværdig kombination og opsat i nærmest science fiction-agtige rammer. En slags Happy Feet møder Matrix.

Travolta og Turtles

Venindens kæreste og jeg garderer os med en øl, og vi sætter os til rette i den intime teatersal i det smukke Teatro Rialto – én af de klassiske scener på Madrids 'Broadway', Gran Vía. Showet starter med en form for slowmotion scene til lydeffekter der er en moderne Imax-biograf værdig. Og hurtigt udvikler 'historien' sig over den ene speed-steppende og hvirvelvinds-snurrende dansescene efter den anden. Med mænd klædt i så rå outfits, at John Travolta ligner en børnehavepædagog i Grease.

De tre flamenco-specialister og de tre alsidige breakdancere skaber både kontraster og harmoni i de intense og urmenneskelige scener, via et helt enkelt men yderst effektfuldt sceneshow. Ind imellem tilsat tre mystiske og ninja-lignende skabninger, der senere i showet lader maskerne falde, og afslører hip hop evner der ville få både Donatello og Raphael til at gemme sig i skjoldet.

Spiller på alle strenge

Titanium-drengene er akkompagneret af et fire mands live-band, bestående af rytmiske trommer, en dramatisk violin, en inderlig spansk guitar og en formidabelt spansk-rappende forsanger. Grundet teatersalens vertikale opbygning, er alle tæt på scenen og får hvert et sveddryppende ansigtsudtryk med. En ganske enkelt imponerende oplevelse for en flamenco-jomfru som mig.

Samtidig får jeg flashbacks til 90'erne, hvor jeg selv testede mine evner som ægte hip hopper i Tommerup Forsamlingshus. Til tonerne af Ace of Base og med lidt mindre sort make-up.

(Se en trailer til showet her)

Solrig søndagsforestilling

Oktobersolen kører på højt blus over Madrid, og for en 'efterårsregnvant' dansker er det noget af en omvæltning stadig at kunne smutte ud kun iført shorts og t-shirt. Derfor har jeg adopteret mange madrileñoers søndagsfavorit – en tur i Retiro. Byens svar på Central Park, og et fantastisk sted at tilbringe et par solrige timer med bare at gå rundt og nyde atmosfæren.

Den mest seværdige indgang til parken får man ved Puerta de Felipe IV, hvor det farverige blomsterhav og de toppede buske er som revet ud af en Disneykulisse. Efterårets gyldne nuancer har sneget dig ind mellem alt det grønne, og under en lyseblå himmel duppet med lette vat-totter fås det ikke meget smukkere.

Den som intet vov'er...
Parkens officielle navn er 'Jardines del Buen Retiro' og den tilhørte oprindeligt det spanske monarki indtil 1767. Siden har den haft kronede dage blandt offentligheden, som i den grad har taget den til sig. Her slappes af på plænerne, drikkes kaffe ved de små caféer og sejles i robåde på den store sø. Pulsen sættes dog op på de brede asfalterede stier, mellem de grønne park-områder, som er et sandt slaraffenland for løbere, cyklister og skatere af enhver art. Derfor er der altid masser af gratis underholdning og artisteri, og man kunne nemt bruge hele dagen her hvis man ville.

Denne søndag logre parken af liv, helt bogstaveligt talt, for et kæmpe hunde-event har trukket hundredvis af de firbenede, og deres tobenede ejere, til gratis agility-træning og diverse shows. Samtidig gøres der en stor indsats for at afsætte herreløse adoptionshunde, der flere gange og på mystisk vis, får kærestens fødder til at 'hænge fast i asfalten' på turen gennem området.

Fra fire ben til otte hjul

Ét af mine håb er at kunne gøre et hockeycomeback her i Madrid – hvad enten det er på rulleskøjter eller is. Det er efterhånden to år siden jeg sidst jagtede en puck - og savnet er stort.

Derfor er jeg glad for at se en flok rulleskøjtende hockeygutter udkæmpe et lille søndagsslag, på stien mellem krydsende cyklister og legende børn. Her er der plads til alle. Vi nyder lidt hockey fra første parkét, på den sikre siden af kantstenen, og da de tager en pause ser min kæreste sit snit til at tage kontakt og agere 'spansk spilleragent'. Så nu venter comeback'et

måske lige om hjørnet.

På næste sti venter der os imidlertid endnu mere underholdning, med rulleskøjteløbere hvis storslåede slalom-pirouetter kan pille selvtilliden ud af enhver. Mens 'naboerne' på specialdesignede cykler får selv Peter til at træde ud af pedalerne.

Her er der ingen der falder – kun temperaturen, i takt med at lysten til en kop varm kaffe stiger. Det er trods alt ikke længere højsommer, men Retiro har endnu engang budt på en storslået søndagsforestilling.

Kridhvid i Madrid på Facebook

Nu har du mulighed for at også følge Kridhvid i Madrid på Facebook.


Ved at 'like' Facebook-siden får du:

- Løbende opdateringer om nye indlæg på bloggen
- Adgang til mange ekstra fotos
- Endnu flere rejsetips til skønne Madrid.

Så ta' et kig på www.facebook.com/kridhvidimadrid

Galicisk svigermøde

Jeg tror aldrig jeg har modtaget så mange kindkys, som da jeg første gang hilser på min kærestes bedstemor efter ankomsten til Argasvellas. En rustik lille landsby i de galiciske bjerge, godt tre timers kørsel fra Benavente, som vi forlod tidligt om formiddagen. Bedstefaderen på imponerende 98 år sidder i sin stol, og bliver rørt ved at gense familien. Selv er jeg er glad for endelig at få mulighed for at hilse på ham.

Min ankomst er ventet i spænding, for med blot to børnebørn er et hvert nyt familiemedlem en stor ting – og så en fyr helt fra Danmark! Svært at forholde sig til når man aldrig har været udenfor Spaniens grænser. Bedstemoderen tager mig straks i armen, og er ivrig for at vise både hus og have frem. Og jeg er selv spændt på at se hvordan man bor på disse kanter, mens kæresten kommer på overarbejde som tolk.

Charmerende Kati nyder et ben i solen

Her er levet et langt og hårdt arbejdsliv med at passe hus, dyr og marker. Bedstefaderen har udover at være gedehyrde drevet et mindre landbrug, hvor afgrøderne blev solgt på omkringliggende markeder. Samtidig har de holdt sig selv mere eller mindre selvforsynende med kød, æg, frugt og grønt.

Bondegårdsgourmet

Efter en rundtur i det hyggelige stenhus, hvor den tidligere stald er lavet om til et ekstra køkken og opbevaringsrum, bliver jeg guidet gennem den store og smukt beliggende køkkenhave.

Derefter hilser jeg på kaninungerne, hønsene og grisene, samt naturligvis familiens to kæledækker – Kati og Kiko. De to trofaste hunde der lever et frit liv omkring huset, og kan strejfe omkring som de lyster. Bestanden af dyr er ikke hvad den har været, men selvom man er pænt oppe i alderen er der ingen grund til helt at kvitte det landlige liv. Plejehjem? Ellers tak!

Dette sted er en gigantisk kontrast til Madrids travle centrum jeg nu har kaldt mit hjem en måneds tid, og jeg elsker det lige så meget som det spændende liv i byen. Disse omgivelser har en nærmest magisk afstressende effekt, og det bliver bestemt ikke værre af at der i dagens anledning er arrangeret en mindre festmiddag.

Flere familiemedlemmer ankommer og så diskes der op med den ene delikatesse efter den anden. Serveret på langbordet i den kampestensbeklædte pejsestue, hvor 'lysekronen' er et gammelt vognhjul. Og her er ingen tvivl om autenciteten. Hjemmelavet chorizo og mørt svinekød, galicisk tilberedte kartofler og dugfrisk salat fra haven på den anden side af muren. Dertil specielt indkøbte vine fra de lokale producenter. Velbekomme!

Fantastisk udsigt til dessert

Efter pragtmiddagen tilbyder den ene onkel os en guidet tur i det grønne, galiciske bjerglandskab, og det siger man da ikke nej til. Så de næste timer byder på hårnålesving med åndeløse udsigter over bjerge og floder, besøg i vinmarker og et helt bogstaveligt højdepunkt – 'Balcones de Madrid'. Et spektakulært udsigtspunkt over Sil-floden mellem de enorme bjergsider, som leder tankerne mod billeder fra de norske fjorde.

Efter at have set godt og vel 1% er jeg allerede forelsket, og glæder mig til at komme tilbage.

Til familien i Argasvellas og til resten af Galicien.

'Balcones de Madrid' - med udsigt over floden Sil