mandag den 6. oktober 2014

Solrig søndagsforestilling



Oktobersolen kører på højt blus over Madrid, og for en 'efterårsregnvant' dansker er det noget af en omvæltning stadig at kunne smutte ud kun iført shorts og t-shirt. Derfor har jeg adopteret mange madrileñoers søndagsfavorit – en tur i Retiro. Byens svar på Central Park, og et fantastisk sted at tilbringe et par solrige timer med bare at gå rundt og nyde atmosfæren.

Den mest seværdige indgang til parken får man ved Puerta de Felipe IV, hvor det farverige blomsterhav og de toppede buske er som revet ud af en Disneykulisse. Efterårets gyldne nuancer har sneget dig ind mellem alt det grønne, og under en lyseblå himmel duppet med lette vat-totter fås det ikke meget smukkere.

Den som intet vov'er...
Parkens officielle navn er 'Jardines del Buen Retiro' og den tilhørte oprindeligt det spanske monarki indtil 1767. Siden har den haft kronede dage blandt offentligheden, som i den grad har taget den til sig. Her slappes af på plænerne, drikkes kaffe ved de små caféer og sejles i robåde på den store sø. Pulsen sættes dog op på de brede asfalterede stier, mellem de grønne park-områder, som er et sandt slaraffenland for løbere, cyklister og skatere af enhver art. Derfor er der altid masser af gratis underholdning og artisteri, og man kunne nemt bruge hele dagen her hvis man ville.

Denne søndag logre parken af liv, helt bogstaveligt talt, for et kæmpe hunde-event har trukket hundredvis af de firbenede, og deres tobenede ejere, til gratis agility-træning og diverse shows. Samtidig gøres der en stor indsats for at afsætte herreløse adoptionshunde, der flere gange og på mystisk vis, får kærestens fødder til at 'hænge fast i asfalten' på turen gennem området.

Fra fire ben til otte hjul
Ét af mine håb er at kunne gøre et hockeycomeback her i Madrid – hvad enten det er på rulleskøjter eller is. Det er efterhånden to år siden jeg sidst jagtede en puck - og savnet er stort.

Derfor er jeg glad for at se en flok rulleskøjtende hockeygutter udkæmpe et lille søndagsslag, på stien mellem krydsende cyklister og legende børn. Her er der plads til alle. Vi nyder lidt hockey fra første parkét, på den sikre siden af kantstenen, og da de tager en pause ser min kæreste sit snit til at tage kontakt og agere 'spansk spilleragent'. Så nu venter comeback'et
måske lige om hjørnet.

På næste sti venter der os imidlertid endnu mere underholdning, med rulleskøjteløbere hvis storslåede slalom-pirouetter kan pille selvtilliden ud af enhver. Mens 'naboerne' på specialdesignede cykler får selv Peter til at træde ud af pedalerne.

Her er der ingen der falder – kun temperaturen, i takt med at lysten til en kop varm kaffe stiger. Det er trods alt ikke længere højsommer, men Retiro har endnu engang budt på en storslået søndagsforestilling.