Når
man er vokset op i en lille landsby på Fyn, er selv Odense en verdensby – for ikke at tale om den walisiske hovedstad Cardiff,
hvor jeg samlet har boet et års tid. Derfor er det lidt af en
omvæltning at vænne sig til en hverdag i Madrid, hvis
hovedstadsområde tæller flere indbyggere end hele Danmark. En
hverdag fyldt med muligheder og mennesker overalt. Hermed et lille
indblik i hvordan en ganske almindelig onsdag i sidste uge forløb.
08.00
Jeg overgår mig selv og står tidligt op for at følge min kæreste
på arbejde. En gåtur på godt tyve minutter gennem centrum, som summer af liv
fra morgenstunden. Der er et helt specielt lys om morgenen mellem de
høje bygninger langs hovedgaden Gran Vía, og stemningen skifter med
lyset i løbet af dagen. Når man sidder og skriver hjemme er det
rart at starte dagen med lidt 'frisk' byluft og lidt motion.
09.00
På vejen hjem beslutter jeg mig for at snuppe en gang
morgenmad, så jeg er helt klart til dagens skriveopgaver. Valget
falder denne dag på Pan & Company på Gran Vía, hvor jeg for
bare €2.10 (godt 16 kr.) kan få to små sandwich og en kop kaffe.
Jeg tager det med på førstesalen med udsigt til morgentrafikken og de
fyldte fortorv.
10.00
På turen tilbage til lejligheden hilser jeg på David – indehaveren
af den lokale mexicanske restaurant, som er gået hen og blevet lidt
af en stamsted. Og hjemme i opgangen hilser jeg på Antonio – vores
vicevært som har sin lille 'boks' under trappen. Imens
vasketøjet passer sig selv, sidder jeg mig til tasterne og går i
gang med dagens projekter; rejsetips for hjemmesiden
likealocalguide.com, hvor jeg er blevet ansvarlig for at få
Madrid-sektionen færdig til app-udgivelse.
 |
| Bærbar, blok og skrivebenzin |
15.30 Efter nogle timers skrivning derhjemme er det tid til lidt ny
inspiration, så jeg smider den bærbare over skulderen og smutter
ned på den lokale Starbucks for at arbejde videre. Egenlig er jeg
mest til de mere autentiske caféer, men Starbucks ligger kun tre
minutters gang fra lejligheden, laver en fremragende caramel
macchiato og har nogle gode skrivepladser med udsigt til Plaza
España. Tricket er at komme før klokken 16 hvor mange studerende
kommer til.
18.00
En gigantisk kop kaffe og et par timers arbejde senere, smutter jeg
tilbage til lejligheden. Jeg hilser endnu engang på Antonio, som
oftest har mere travlt med at snakke med politifolkene fra stationen
overfor, end at fikse ting der burde fikses.
18.30
Min kæreste skriver fra hendes arbejde og inviterer mig med til en
spontan rock-koncert samme aften. Et event der er arrangeret af
hendes arbejdsplads i forbindelse med Movember-kampagnen.
 |
| Biografpræmiere ved Plaza del Callao |
19.00
Jeg smutter ud og hilser ENDNU engang på Antonio på vejen ud - om
ikke andet får jeg finpudset mit 'hola' og 'hasta luego'. Jeg krydser Callao-pladsen
hvor den røde løber og kameraerne er kørt i stilling til en
biografpræmiere, og dribler mig vej gennem menneskemylderet til det
hippe Malasaña-kvarter.
19.45
Jeg møder kærestens kolleger før koncerten, hvoraf flere
heldigvis taler okay engelsk. Der er i den grad tale om en
intim-koncert, i en tøj- og pladeforretning på størrelse med vores
lille lejlighed.
Vi høre et par numre og får serveret øl fra et
lokalt microbryggeri.. 'brygget på vand fra Madrid', står der
specifikt på etiketten. Det klinger måske ikke helt så godt som en bjergsø i Schweiz.
21.30
Hjemme igen, og i lige til den vanlige, spanske spisetid. Går man ud
og spiser
her,
kommer de fleste først fra klokken 20 og fremefter.
23.30
Sengetid. Jeg har efterhånden vænnet mig til skraldemændene, som
hver nat mellem klokken to og tre larmer som en krig. Borset fra
det, er det heldigvis en stille gade vi bor i, og her udenfor
sommerens hede er det intet problem at få sin nattesøvn.