mandag den 24. november 2014

En dag i storbyen



Når man er vokset op i en lille landsby på Fyn, er selv Odense en verdensby – for ikke at tale om den walisiske hovedstad Cardiff, hvor jeg samlet har boet et års tid. Derfor er det lidt af en omvæltning at vænne sig til en hverdag i Madrid, hvis hovedstadsområde tæller flere indbyggere end hele Danmark. En hverdag fyldt med muligheder og mennesker overalt. Hermed et lille indblik i hvordan en ganske almindelig onsdag i sidste uge forløb.

08.00 Jeg overgår mig selv og står tidligt op for at følge min kæreste på arbejde. En gåtur på godt tyve minutter gennem centrum, som summer af liv fra morgenstunden. Der er et helt specielt lys om morgenen mellem de høje bygninger langs hovedgaden Gran Vía, og stemningen skifter med lyset i løbet af dagen. Når man sidder og skriver hjemme er det rart at starte dagen med lidt 'frisk' byluft og lidt motion.

09.00 På vejen hjem beslutter jeg mig for at snuppe en gang morgenmad, så jeg er helt klart til dagens skriveopgaver. Valget falder denne dag på Pan & Company på Gran Vía, hvor jeg for bare €2.10 (godt 16 kr.) kan få to små sandwich og en kop kaffe. Jeg tager det med på førstesalen med udsigt til morgentrafikken og de fyldte fortorv.

10.00 På turen tilbage til lejligheden hilser jeg på David – indehaveren af den lokale mexicanske restaurant, som er gået hen og blevet lidt af en stamsted. Og hjemme i opgangen hilser jeg på Antonio – vores vicevært som har sin lille 'boks' under trappen. Imens vasketøjet passer sig selv, sidder jeg mig til tasterne og går i gang med dagens projekter; rejsetips for hjemmesiden likealocalguide.com, hvor jeg er blevet ansvarlig for at få Madrid-sektionen færdig til app-udgivelse.

Bærbar, blok og skrivebenzin
15.30 Efter nogle timers skrivning derhjemme er det tid til lidt ny inspiration, så jeg smider den bærbare over skulderen og smutter ned på den lokale Starbucks for at arbejde videre. Egenlig er jeg mest til de mere autentiske caféer, men Starbucks ligger kun tre minutters gang fra lejligheden, laver en fremragende caramel macchiato og har nogle gode skrivepladser med udsigt til Plaza España. Tricket er at komme før klokken 16 hvor mange studerende kommer til.

18.00 En gigantisk kop kaffe og et par timers arbejde senere, smutter jeg tilbage til lejligheden. Jeg hilser endnu engang på Antonio, som oftest har mere travlt med at snakke med politifolkene fra stationen overfor, end at fikse ting der burde fikses.

18.30 Min kæreste skriver fra hendes arbejde og inviterer mig med til en spontan rock-koncert samme aften. Et event der er arrangeret af hendes arbejdsplads i forbindelse med Movember-kampagnen.

Biografpræmiere ved Plaza del Callao
19.00 Jeg smutter ud og hilser ENDNU engang på Antonio på vejen ud - om ikke andet får jeg finpudset mit 'hola' og 'hasta luego'. Jeg krydser Callao-pladsen hvor den røde løber og kameraerne er kørt i stilling til en biografpræmiere, og dribler mig vej gennem menneskemylderet til det hippe Malasaña-kvarter.

19.45 Jeg møder kærestens kolleger før koncerten, hvoraf flere heldigvis taler okay engelsk. Der er i den grad tale om en intim-koncert, i en tøj- og pladeforretning på størrelse med vores lille lejlighed.
Vi høre et par numre og får serveret øl fra et lokalt microbryggeri.. 'brygget på vand fra Madrid', står der specifikt på etiketten. Det klinger måske ikke helt så godt som en bjergsø i Schweiz.

21.30 Hjemme igen, og i lige til den vanlige, spanske spisetid. Går man ud og spiser
her, kommer de fleste først fra klokken 20 og fremefter.

23.30 Sengetid. Jeg har efterhånden vænnet mig til skraldemændene, som hver nat mellem klokken to og tre larmer som en krig. Borset fra det, er det heldigvis en stille gade vi bor i, og her udenfor sommerens hede er det intet problem at få sin nattesøvn.