torsdag den 18. december 2014

2500 kilometer hjem til jul



Julehittet ”Driving home for Christmas” skulle spille på repeat pænt mange gange hvis turen hjem til jul på godt 2500 kilometer, blev foretaget i bil. Heldigvis er vi beriget med lavpris-flyselskaberne der gør turen til Danmark mere overskuelig. Godt en halv time i metro, tre timer i fly og to timer i tog fra Kastrup hjem til Fyn.

De fleste vil nok være enige med mig om, at har man én gang prøvet at holde jul udenfor landets grænser, ved man at det er svært at finde en fuldgod erstatning for den gode danske jul. Dertil har vi simpelthen for mange traditioner, og det er ikke tilfældigt at ordet 'hygge' ikke rigtig kan oversættes til andre sprog.

For to år siden prøvede jeg at holde jul i Wales. Bare kæresten og jeg alene i vores lille lejlighed i Cardiff, med et 30 centimeter højt juletræ af plastik. Dertil skal det nævnes at jeg havde så mange tømmermænd efter en lille juleaften der var løbet løbsk, at vi ikke engang varmede den ovnklare and fra det lokale supermarked - Så det endte med kødboller og cola. Julestemning? Nej.

Til julebal i danskerland
Der er mange - rigtig mange mennesker - i Madrid op til jul.
Sidste år var det så min spanske kærestes første jul i Danmark, og hun blev hurtigt grebet af stemningen og vores mange traditioner: Julekalendere, æbleskiver og gløgg, pakkeleg, pebernødder og dansen om juletræet. Og selvom sidstnævnte var lidt af et kulturchok, var hun ikke i tvivl om at hun gerne ville til Danmark og holde jul igen.

Derfor bliver det juleferie nordpå for os begge, og et tiltrængt afbræk fra Madrids julepakkede bymidte. Jeg ser dog frem til at vende tilbage i begyndelsen af 2015 hvor jeg for første gang skal opleve Helligtrekongersdag på spansk.
En højtidelighed som hernede er lige så stor, hvis ikke større, end selve julen.

Feliz Navidad!