”Der
var engang en blond viking.. ja, han var vist nærmest kridhvid, som
havde rejst land og rige rundt og nu havde bosat sig i det spanske
kongedømmes hovedstad. En dag drog han og skønjomfruen til paladset
for at lytte til tonerne fra en troubadour, som var tilrejsende fra
de britiske øer. Men paladset var forhekset, og så snart den blonde
viking trådte ind ad paladsets mægtige port, blev han med ét en
gammel gammel mand". Slut.
Sådan
villle det nok havde lydt hvis Odenses stolte søn Hr. Andersen havde
været gæstblogger på Kridhvid i Madrid. I en mere nutidig udgave
er sandheden den, at vi i sidste uge tog til koncert med
den rappende pop-hitmager og singer-songwriter Ed Sheeran – og det var
noget nær en deprimerende oplevelse.
 |
| Det er naturligvis ikke hotdogs, men iberisk skinke der spises i pausen |
Ikke
at Mr. Sheeran var dårlig, for han var god for en udmærket koncert
med enkelte fremragende live-versioner af nogle af hans største
hits. Men allerede ved ankomsten til Palacio de Deportes –
sportspaladset – nu kendt under sponsornavnet Barclaycard Center,
begyndte rynkerne at trække sig sammen i panden, mens benene blev
mere end normalt trætte af at vente. For køen var fyldt med
forventningsfulde teenagere, og det gik op for mig at vi ikke bare trak... men
hev og sled gennemsnitsalderen gevaldigt op.
Basketpaladset
Barclaycard
Center er et af de klassiske spillesteder for større koncerter i
Madrid, og benyttes som det oprindelige navn antyder også til
diverse sports-events. Det er således hjemmebane for begge
Madrid-mandskaber i den spanske basketball-liga, som er velanset på
verdensplan.
Arenaen
har plads til 15.000 koncertgæster, og der er pænt fyldt op da vi
tager plads og lytter til de to forskellige opvarmningsbands. En
opvarmning der allerede trækker hvinene frem hos de mest hysteriske
teenagepiger foran scenen, og de går i ekstase hver gang de bare
nævner at Hr. Sheeran kommer på senere.
 |
| Gang i mobilerne i den store arena |
Derfor
kommer det overdøvende skrig heller ikke som nogen overraskelse, da
hovedpersonen endelig træder ind i manegen, og sætter gang i
koncerten med et fint grafisk sceneshow og en rigtig fornuftig lyd i
de store beton-rammer.
Det sammenklappelige gulv ryster under os, da
alle de ellers siddende gæster rejser sig op for at feste med deres
rødhårede idol, og det unge par foran os har mere travlt med at
snave hinanden i gulvet end at følge med i hvad der sker på scenen.
Det lyder trods alt godt når 10.000-12.000 synger med på samme hit,
og 'I See Fire' som er soundtrack til Hobitten-filmen, sidder lige i
paladset.. jeg mener, skabet.
Jeg
føler mig gammel, rigtig gammel, da vi rejser os og formår at fange
en metro før teenage-helvede bryder løs, men paladset får
prædikatet 'yderst godkendt' som koncertsal, og jeg ser frem til at
vende tilbage.. forhekset eller ej.