onsdag den 3. december 2014

Den gamle mand i paladset



”Der var engang en blond viking.. ja, han var vist nærmest kridhvid, som havde rejst land og rige rundt og nu havde bosat sig i det spanske kongedømmes hovedstad. En dag drog han og skønjomfruen til paladset for at lytte til tonerne fra en troubadour, som var tilrejsende fra de britiske øer. Men paladset var forhekset, og så snart den blonde viking trådte ind ad paladsets mægtige port, blev han med ét en gammel gammel mand". Slut.

Sådan villle det nok havde lydt hvis Odenses stolte søn Hr. Andersen havde været gæstblogger på Kridhvid i Madrid. I en mere nutidig udgave er sandheden den, at vi i sidste uge tog til koncert med den rappende pop-hitmager og singer-songwriter Ed Sheeran – og det var noget nær en deprimerende oplevelse.

Det er naturligvis ikke hotdogs, men iberisk skinke der spises i pausen
Ikke at Mr. Sheeran var dårlig, for han var god for en udmærket koncert med enkelte fremragende live-versioner af nogle af hans største hits. Men allerede ved ankomsten til Palacio de Deportes – sportspaladset – nu kendt under sponsornavnet Barclaycard Center, begyndte rynkerne at trække sig sammen i panden, mens benene blev mere end normalt trætte af at vente. For køen var fyldt med forventningsfulde teenagere, og det gik op for mig at vi ikke bare trak... men hev og sled gennemsnitsalderen gevaldigt op.

Basketpaladset
Barclaycard Center er et af de klassiske spillesteder for større koncerter i Madrid, og benyttes som det oprindelige navn antyder også til diverse sports-events. Det er således hjemmebane for begge Madrid-mandskaber i den spanske basketball-liga, som er velanset på verdensplan.

Arenaen har plads til 15.000 koncertgæster, og der er pænt fyldt op da vi tager plads og lytter til de to forskellige opvarmningsbands. En opvarmning der allerede trækker hvinene frem hos de mest hysteriske teenagepiger foran scenen, og de går i ekstase hver gang de bare nævner at Hr. Sheeran kommer på senere.

Ready to rumble
Gang i mobilerne i den store arena
Derfor kommer det overdøvende skrig heller ikke som nogen overraskelse, da hovedpersonen endelig træder ind i manegen, og sætter gang i koncerten med et fint grafisk sceneshow og en rigtig fornuftig lyd i de store beton-rammer.

Det sammenklappelige gulv ryster under os, da alle de ellers siddende gæster rejser sig op for at feste med deres rødhårede idol, og det unge par foran os har mere travlt med at snave hinanden i gulvet end at følge med i hvad der sker på scenen. Det lyder trods alt godt når 10.000-12.000 synger med på samme hit, og 'I See Fire' som er soundtrack til Hobitten-filmen, sidder lige i paladset.. jeg mener, skabet.

Jeg føler mig gammel, rigtig gammel, da vi rejser os og formår at fange en metro før teenage-helvede bryder løs, men paladset får prædikatet 'yderst godkendt' som koncertsal, og jeg ser frem til at vende tilbage.. forhekset eller ej.