onsdag den 3. juni 2015
lørdag den 30. maj 2015
Kridhvid i Madrid holder 'siesta'
Efter snart et år med insider tips og historier fra Madrid og omegn, vil bloggen her inden længe holde siesta på ubestemt tid. Nye rejseeventyr venter lige om hjørnet, og det vides pt. ikke om jeg igen en dag vil kalde Madrid mit hjem.
Men efter mere en ti måneder som 'madrileño' er der noget der har bidt sig fast, og savnet til byen vil være enormt. Derfor vil Kridhvid i Madrid fortsat være online i 'dvale', og stadig indeholde spændende tips til din ferie i den spanske hovestad.
Indtil en mulig tilbagevenden, vil du snart kunne følge mine rejseoplevelser, tips og fortællinger på en ny engelsk-sproget blog, som er lige på de berømte trapper. Følg derfor Travelooney på Facebook for seneste nyt om denne blog!
Tak fordi du fulgte med - Hasta Luego!
tirsdag den 19. maj 2015
Den store fest på prærien
Vi
står som fyldet i en chorizo, da metroen nærmer sig vores
destination nær broen Puente de Toledo. Og udenfor står folk i kø
den anden vej, for at blive lukket ind i hold. Madrids største
'byfest' er skudt i gang, og siden morgenstunden har tusinde af
madrileños søgt mod 'prærien', nær Manzanares flodens bred.
'Pradera
de San Isidro' er parken hvor festen for alvor skydes i gang.
Fejringen af Madrids og landmændendes skytshelgen, San Isidro. Som
med mange andre traditioner, er det dog de færreste der i dag
forbinder 'Fiesta de San Isidro' med noget religiøst, selvom mange
stadig står i kø ved Ermita de San Isidro, for en tår af det
'hellige vand' fra brønden.
For
de fleste er San Isidro lige med fest og farver, og en kulturel
festival i dagene omkring den 15. maj. Plaza Mayor lægger scene til
en lang række koncerter og events, mens 'Giganternes Parade', sender
enorme figurer gennem gaderne i centrum.
De
kloge og de dumme
Fra
metroen baner vi os vej gennem menneskestrømmen, ad Paseo del Quince
de Mayo, som er flankeret af endeløse boder, hvoraf flere disker op
med de én af de mange traditioner omkring San Isidro –
'Rosquillas'.
Rosquillas er små donut-lignende kager, som fås i to udgaver:
'Listas' (kloge) og 'Tontas' (dumme). Egentlig den samme, bare med og
uden sukkerovertræk. Sammen med de klassiske vafler, 'Barquillos', er
det noget der hører sig til, og de langes over disken i massevis.
I
græsset langs den brede vej, holder folk picnic og søger skygge i
de 30 grader. Mens latinamerikanske danserytmer fra barerne, blander
sig med de traditionelle toner fra lirekasser, og scenen med dansere
i smukke klædedragter.
'El Chotis'
Vi
når til San Isidro parken, hvor mange har slået sig ned med vennerne eller familien. Et par plastikbolde i menneskestørrelse har samlet en
en stor gruppe unge, som på skift hopper ind i boldende og brager
mod hinanden. Blandt træerne breder duften sig fra en gigantisk
grill, som er læsset fuld af stegt kød og grøntsager, og i
tivoli-vognen med lotteri er hovedpræmien naturligvis - Jamón.
Ude
på den brede asfalterede vej stimler folk sammen, og et tv-hold fra den
lokale station dukker op. 'El Chotis' er den smukkeste tradition
omkring San Isidro. Den karakteristiske dans, hvor herren 'snurres'
rundt af kvinden – nærmest som en manequindukke. Det ser let ud, men er en kunst i sig selv.
Dansen udføres af ægte 'Chulapos' og
'Chulapas'. Smukt klædte par med herren i ternet vest og hat, og
hans señorita i farverig kjole, sjal og blomst i håret. Det handler
om stemning og traditioner.
For
de udholdende rundes dagen af med et enormt festfyrværkeri i byens
park, Retiro. Dette var mit første San Isidro, og efterfølgende
føler man sig en lille smule mere madrileño. Bestemt et event der
er værd at opleve, hvis man rejser til Madrid midt i maj.
onsdag den 13. maj 2015
Ny artikel hos Like A Local Guide
Hvis du rejser til Madrid i længere tid, eller bare gerne vil opleve lidt mere af det ofte oversete centrale Spanien, så ta' et kig på min seneste engelske artikel hos Like A Local Guide, hvor jeg giver insider-tips til fantastiske dagsture ud af storbyen!
mandag den 11. maj 2015
Kridhvide tips i Magasinet Rejser
I går (søndag) havde jeg artiklen 'Hemmeligheder i Madrid' med i Magasinet Rejser, som udkommer hver søndag med Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Jydske Vestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad.
Har du én af disse aviser liggende, kan du stadig nå at få insider-tips til din sommerferie. Og ellers vil disse tips løbende blive tilføjet her på siden under Kridhvide Hits.
Følg Kridhvid i Madrid på Facebook for løbende updates og inspiration til den spanske hovedstad!
fredag den 8. maj 2015
Fra skyline til storkereder
”Klak,
klak, klak, klak” lyder det højlydt fra katedralens top, hvor hele
tre storkepar har slået sig ned. De lange halse strækkes bagover,
mens de klapper med næbene så det tydeligt kan høres nede på de
brostensbelagte gader.
Denne morgen tog vi toget mod vest fra Madrids travle Chamartín-station, hvorfra der er udsigt til hovedstadens ikoniske skyskrabere 'Cuatro Torres'. Derfor er det noget af en kontrast at vandre rundt her, omringet af kilometervis af ringmur, i middelalderbyen Ávila.
Mens
storkenes næb ville drukne i lyden fra rullende kufferter og hvinene
metrospor i Madrid, er her ro for dem til at bygge deres imponerende
reder. Gang på gang ser man de majestætiske vingefang komme
svævende med nye kviste, og turistinformationens mange plys-udgaver,
bevidner storkenes stjernestatus her.
Omringet i Ávila
Ávila
når knap de 60.000 indbyggere, men har flere kirker per indbygger
end de fleste byer i Spanien – og byen er velfortjent optaget på
UNESCO's Verdensarvsliste.
Hovedårsagen er dog ikke de mange kirker,
men den gigantiske og velbevarede ringmur der omkranser den
oprindelige by. Som den perfekte kulisse til en middelalderfilm,
eller TV-hittet Game Of Thrones.
To
en halv kilometer strækker muren sig, og størstedelen kan udforskes
til fods, med en formidabel udsigt over byen og landskabet i den
smukke Castilla y León region. Entréen på 5 euro er godt givet ud,
og ruten på toppen af det massive bygningsværk tager dig forbi
mange af de 88 tårne. Følger man ruten fra turistinformationen til
enden, kan man passende følge en lille bid af pilgrimsruten, 'Camino
de Santiago', tilbage til torvet i centrum.
Pedaler og æggeblommer
Det
er på dette torv idyllen brydes søndag morgen, da vi forlader vores
lille hotel for at udforske resten af byen under truende grå skyer.
Bassen banker på fuld tryk, og får for en stund middelalderbyen til
at minde om en natklub i Madrid. Årsagen er dog en energisk omgang
'open air spinning', hvor en flok lokale træder tungt i pedalerne,
mens deres poder flittigt øver balance og koordination på de
fritgående tohjulere.
Vi
vender dog ryggen til dette sunde søndags-initiativ, og stikker i
stedet hovedet indenfor hos det populære konditori 'La Flor de Castilla', som er
kendt for at sælge Yemas. 'Yema' er spansk for æggeblomme og
'Yemas de Santa Teresa' er en lokal delikatesse. Som navnet antyder
består disse små orange kugler af æggeblomme, som så blandes med
en indkogning af sirup, citronsaft og kanel. En sød lille bid, men
foretrækker du som jeg salt frem for sødt, så er Castilla y León
regionen kendt for sit gode kød, og svinemørbraden 'Lomo' er værd
at prøve her.
Ávila
nås på halvanden time med tog fra Madrid, og er en god dagstur
under et ophold i hovedstaden. Selv vis man har set sin del af
middelalder-konstruktioner er ringmuren ganske enkelt imponerende, og
naturligvis også hvad bærer byens turisme - selvom katedralen, de
mange kirker og storkene, også bidrager til en god oplevelse.
torsdag den 30. april 2015
Spandevis af gratis kunst
Fantasifulde friluftsgallerier eller populære Picasso? Hvad end du er til street art eller det klassiske og historiske, rummer Madrid en overflod af gratis kunst – fra undergrundens metrostationer til de bonede gulve på Museo del Prado.
Kreativiteten
blomstrer i de fleste storbyer, hvor der er rummelighed og initiativ
nok til at få den ført ud i livet. En kreativitet der mest synligt
udfolder sig i farverig gadekunst, der for længst har overmandet de
klassiske 'tags' og de spontane spraydåsers vandalisme.
Legesyge Lavapíes
Calle Miguel Servet i Lavapíes - Metro: Embajadores |
Her
er hele gallerier i gadeplan, og specielt Calle Miguel Servet er et
'must' for street art interesserede.
En gade der perfekt kombineres med en kop kaffe hos Swinton & Grant i nummer 21, hvor netop gadekunsten og den grafiske verden er i fokus.
Her udstiller lokale kunstnere deres værker på 'magnetvæggen', butikken sælger bøger dedikeret de urbane kunstgrene, og underetagen byder på et 200 kvadratmeter stort galleri.
En gade der perfekt kombineres med en kop kaffe hos Swinton & Grant i nummer 21, hvor netop gadekunsten og den grafiske verden er i fokus.
Her udstiller lokale kunstnere deres værker på 'magnetvæggen', butikken sælger bøger dedikeret de urbane kunstgrene, og underetagen byder på et 200 kvadratmeter stort galleri.
Kunstpause i dybet
I
den bogstavelige undergrund venter lige så mange gratis
kunstoplevelser, hvor flere metrostationer er prydet med vægmalerier
eller anden form for kreative tiltag. I sidste måned åbnede den nye
station 'Paco de Lucía' i den nordlige ende af linie 9 – hvis
tilløbstykke er et gigantisk farverigt portræt af den afdøde
musiker som stationen er opkaldt efter.
Og Retiro stationen byder for tiden på en spændende foto-udstilling med rejsefotos – så man lige kan nå at drømme sig mod fjerne himmelstrøg mens man venter på næste tog. Få et overblik over metroens mangfoldigheder på www.lineazerometro.com
Og Retiro stationen byder for tiden på en spændende foto-udstilling med rejsefotos – så man lige kan nå at drømme sig mod fjerne himmelstrøg mens man venter på næste tog. Få et overblik over metroens mangfoldigheder på www.lineazerometro.com
Den gyldne trekant
Er
det førnævnte Picasso og co. der trækker mest i din kunstneriske
interesse, er det de mere glamourøse gallerier som Museo del Prado,
Thyssen-Bornemysza eller Reina Sofia du skal bruge din tid på. Her
kan man mange dage komme gratis ind de sidste to timer før lukketid.
Disse tre museer ligger nær hinanden og danner Madrids berømte
'Golden Triangle of Art'.
Sidstnævnte – Reina Sofia – blev før i tiden brugt som hospital, men er i dag et studie i arkitektur. Og organisationen råder også over de to smukke 'kunstpaladser' i den nærliggende Retiro-park. Kæmpepavilionen Palacio de Cristal, samt arabisk inspirerede Palacio Velázquez. Derudover byder parken på Casa de Vacas, som løbende disker op med gratis udstillinger - som senest indendørs gadekunst af Antonio de Felipe.
Find flere fotos på Kridhvid i Madrids Facebook side!
Sidstnævnte – Reina Sofia – blev før i tiden brugt som hospital, men er i dag et studie i arkitektur. Og organisationen råder også over de to smukke 'kunstpaladser' i den nærliggende Retiro-park. Kæmpepavilionen Palacio de Cristal, samt arabisk inspirerede Palacio Velázquez. Derudover byder parken på Casa de Vacas, som løbende disker op med gratis udstillinger - som senest indendørs gadekunst af Antonio de Felipe.
Find flere fotos på Kridhvid i Madrids Facebook side!
torsdag den 23. april 2015
Léon - I løvens tegn
Seneste
weekend åbnede op for endnu en storslået og overset provinsby –
Léon. Castilla y León er ikke ligefrem den første region der overvejes når
turen til Spanien planlægges for os danskere. Dertil vejer
vestkysten, syden og øgrupperne for tungt. Men selv om denne nordvestlige region ikke er den mest berømte, finder man her byer med sjæl, der er oplagt at
udforske på en bilferie rundt i Spanien.
For
samtidig med at der bydes på mange seværdigheder, er en by som León
til at gabe over, og kan derfor nemt kombineres med andre nordvestlige hovedbyer som La Corüna, Santiago eller Bilbao. Her er atmosfæren lokal
og priserne på tapas i bund.
Pilgrimsfærd
León
er blandt de større byer på den legendariske pilmgrimsrute 'Camino
de Santiago' – på dansk 'Jakobsvejen' – som har endestation i
Santiago de Compostella. Derfor finder man skulpturen af en hvilene
pilgrim, der nyder udsigten til San Marcos klosteret. Et kloster der
oprindeligt blev brugt som hospital for de hårdt prøvede pilgrimme,
og hvis kirke i dag er et yndet stop for nutidens pilgrimme – mens
selve klosteret er byens mest prangende overnatningsmulighed for
turister.
Endnu mere imponerende er dog den gigantiske Santa María
de León katedral, mens arkitektur-interesserede heller ikke må
misse Antonio Gaudís Casa Botines, som i dag benyttes som
bank-hovedkvartér. Som moderne kontrast lokker den farverige facade
på museet for moderne kunst.
Brølet
fra tapasbaren
Udover
pilgrimmene er det dog tapas som León er bedst kendt for, og af flere beskrevet som landets ypperste. Og det er
ganske enkelt overvældende hvor mange tapasbarer der kæmper om de
blot 130.000 indbyggeres gunst. Et sandt mad-mekka der skaber et
sprudlende liv i de smalle tapasgyder – og hvor specielt
Húmedo-kvarteret er uundgåeligt.
Er man
vant til priserne i storbyer som Madrid og Barcelona, får man
nærmest et chok når regningen kommer her - og som du bestemt ikke behøver at 'løve' fra.
Hvad siger du til tre små fadøl og tre gange lækker tapas for
under 30 kr.!?
Det er hvad
regnskabet lyder på hos Monalisa Vinateria, som er én af centrums
hotspots for tapas. Her langes chorizo, calamares og morcilla over
disken af det hårdtarbejdende unge personale, mens glubske Messi og Barcelona fortærer endnu
en modstander, på skærmen i den tæt pakkede bar.
Selv udenfor på gaden stimler folk sammen til stående taffel, mens samtaler flyder højlydt i den spanske nat.
León er klart et comeback værdig.
Selv udenfor på gaden stimler folk sammen til stående taffel, mens samtaler flyder højlydt i den spanske nat.
León er klart et comeback værdig.
onsdag den 15. april 2015
7 spanske tapasretter du bør prøve
Croquetas |
Glem ferieområdernes mange turistversioner af den klassiske Paella. Her er 7 anbefalinger til tapasbaren på din næste tur til Spanien.
Tortilla
Nej, det har
ikke noget med chips eller pandekager at gøre. Dette er den spanske
kartoffelomelet også kendt som 'Tortilla de patatas'. En flere
centimeter tyk og forholdsvis fast omelet, bestående af æg og
kartofler, mens varianter kan indeholde perberfrugt, svampe, skinke m.m. Personligt har jeg aldrig været den store kartoffelspiser, men
denne kombination er overraskende god, og er én af de helt klassiske
tapas-retter - enten serveret alene eller i en sandwich som 'bocadillo
de tortilla'.
Empanada
Empanadas |
Endnu en
klassiker, som er elsket hverdagskost i det spanske – ikke mindst i
den nordvestlige region Galicien. En empanada er som en indbagt tærte
eller pizza, og kan indeholde adskillige kombinationer af kød, ost
og grøntsager. Populære udgaver er med tun og peberfrugt, skaldyr
eller chorizo-pølse.
Den spanske empanada tilberedes gerne i
bradepande-store stykker, mens 'empanadillas' er samme koncept i små
indbagte håndfulde – mest populære i Sydamerika.
Croquetas
Disse små
friturestegte mundfulde er en lækker lille snack, som fås på langt de fleste
tapasbarer her i Madrid – og for dens sags skyld resten af Spanien.
Den sprøde 'skal' gemmer på en lun bechamelsauce, som ofte er
tilsat små stykker af skinke, kylling eller fisk. Der findes dog
også flere eksotiske varianter, som de sorte croquetas med
blæksprutteblæk.
Patatas
Bravas
Denne 'ret'
er ret simpel. Små stegte kartoffelstykker som serveres med den
stærke tomatsauce 'Salsa Brava', mens de også fås med mayonnaise eller
hvidløgsdressing. En let lille tapas-anretning som oftes gives
gratis med når man køber øl på en tapasbar.
Pulpo
a la Gallega
Pulpo a la Gallega |
Selv er jeg
ikke den store 'alt godt fra havet'-type, men er man til fisk og
skaldyr bør man kaste sig ud i denne ret, der som navnet antyder stammer fra
Galicien, hvor netop blæksprutten er i høj kurs.
I denne ret koges
blæksprutten så tentaklerne krøller sig sammen, og derefter
klippes de i små stykker, tilsættes olivenolie og strøs over med
paprika. Og skal det gå helt rigtigt til serveres Pulpo a la Gallega
i en lille lerskål kaldet 'Cazuela'.
Chorizo
a la Sidra
De krydrede
spanske chorizo-pølser er kendt af de fleste, selvom de importerede
supermarkedsversioner i Danmark sjældent lever op til 'den ægte
varer'. Chorizo spises ofte rent eller i en bocadillo, men benyttes
lige så ofte som ingrediens i diverse spanske retter. Én af de mere
autentiske versioner er Chorizo a la Sidra, hvor små stykker chorizo
koges i spansk cider. En ret der originalt stammer fra den nordspanske
region Asturien, hvor cider eller 'sidra' som det hedder her, er
meget populært.
Bocadillo
de Calamares
Som nævnt
under '100% gato' er en Bocadillo de Calamares specielt populær her
i den spanske hovedstad. En simpel sandwich med indbagte
blækprutteringe, som har en sjov gummiagtig konsistens, men som gør
sig helt suverænt sammen med en kold øl.
onsdag den 8. april 2015
Jeg bliver høj på bjerge
For mange
mennesker er det vigtigt at være tæt på havet. At kunne gå en tur
langs stranden, kysten eller havnen, og blive blæst igennem. For dem
er Madrid ikke ligefrem den optimale destination, med dens placering
midt på den Iberiske halvø – over tre timers kørsel fra den
nærmeste kyststrækning ved Valencia.
Jeg elsker
selv en tur ved vandet, men på det seneste er det gået op for mig
hvor meget jeg holder af udsigten til bjerge. Naturskønne Canada har
længe toppet listen over drømmedestinationer, og senest er en tur
til de Schweiziske alper lagt i bunken af rejseplaner. Måske hænger
det sammen med at vi i kagerulle-Danmark højst kan hoste op med
Himmelbjerget, som på en god dag er et fart-bump i det sydligere
Europa.
Fra
Madrid til himlen
Udsigt til bjergene fra Círculo de Bellas Artes |
'De Madrid al
Cielo' - 'Madrid til himlen' lyder et lokalt ordsprog. Meget rammende
for terrassen på toppen af kunstbygningen Círculo de Bellas
Artes, hvor der – tro det eller ej – er udsigt til sneklædte
bjergtinder.
Jeg elsker udsigtspunkterne her i centrum, men
jeg nyder endnu mere turene ud af byen, hvor der ikke går mange
kilometer før terrænet bølger og landskabet rejser sig i
horisonten.
Ikke mindst
når turene går til grønne Galicien i Spaniens nordvestlige hjørne.
Så snart 'grænsen' krydses fra Castilla y León regionen hæves
højderne, og det bliver ikke mindre spektakulært nu hvor forårets
farver vælter frem over klippetoppene. I laviner af lavendel-lilla
hedelyng og gule blomster, blandt de grønne nuancer der tager til i
styrke.
Galicien |
Galicien er
gudesmuk, og det var derfor en udsøgt fornøjelse med en lille
påskeferie hos svigerfamilien i den rustikke bjerglandsby Argasvellas –
bestående af to beboede huse. Landskabet og stilheden her er anti-stress på
højt niveau, med bækkens rislen, fuglenes sang og de græssende
køers klokker, som eneste soundtrack.
Bliver du
ligesom jeg høj på bjerge, så overvej Galicien næste gang turen
går til Spanien. Og selv her finder du frisk havluft og storslåede Atlanterhavskyster.
Se
mere på www.turgalicia.es
tirsdag den 7. april 2015
Glem chokoladeæg og snaps
Mørket
har sænket sig over provinsbyen Benavente, og min blitz giver
nærmest genlyd i i stilheden - og det er selvom mange af byens
borgere er stimlet sammen langs fortorvene her i den smalle gade. Her
venter de alle på én af årets helt store begivenheder.
Hvor
påsken hjemme i Danmark for de fleste er lige med rigelige mænger
af Kinderæg og kolde 'kylle kylle', er den her i Spanien for mange
katolikker udelukkende en religiøs affære. Selvom der naturligvis
også er mange der fortolker tingene på deres egen måde.
Den Hellige Uge
Semana
Santa – De Hellige Uge – er ugen op til påske søndag, hvor
enhver spansk by ser en række religiøse optog udfolde sig i
gaderne. Processioner kaldes de. Men hvor optogene i det sydlige
Spanien og Andalucien er mere spektakulære og glamourøse, er de her
i Benavente og den nordvestlige Castilla y León region, af mere dyster karakter.
Fælles
for dem alle er at de arrangeres af de religiøse broderskaber som
tilhører hver kirke i byen, og som under optogene fragter 'flåder'
rundt i gaderne, som afbilleder bibelske handlinger – eksempelvis
Jesus på korset. Hvert broderskab med sine dragter og sine
traditioner.
I
en by som Benavente med nær 20.000 indbyggere er der flere kirker,
og optog hver dag i ugen. Denne aften byder på 'den stille
procession', hvilket forklarer hvorfor de normalt højlydte Spaniere,
er mere afdæmpede her i gaden.
Folk i rød-hvide kjortler og spidse
hætter er allerede gledet forbi os. Hætterne har en snert af uhygge
over sig, hvilket dog er en misfortolkning. 'Capriotes' som de
kaldes, er nemlig et symbol på selvydmygelse – og at bøde for
sine synder. Et historisk symbol fra dengang dødsdømte blev ført
gennem gaderne, og ydmyget af folket.
'bummm
bummm bummm'... en rytmisk tromme sætter takten fra kirkens port for
enden af gaden, og et større marchorkester med blæseinstrumenter
stemmer i med triste toner. Efterfulgt af en gruppe som bærer på
optogets største fløde, der 'danses' gennem gaden i vuggende
bevægelser - fra side til side.
Led mig i tapas'ens fristelse
Mens
vi i Danmark skåler i snaps, er der her ingen sild, men seriøse
miner. Den store kontrast er et spændende autentisk indblik i den
religiøse del af Spanien. Ikke mindst her i en provinsby langt
udenfor masseturismens lange arme, hvor man virkelig føler sig som
eneste udefrakommende.
Jeg
savner hverken snaps eller sild, men er alligevel begejstret for at
vi runder aftenen af med et tapastogt, og med kærestens tante som
lokalkendt guide. For jeg tilbeder den spanske tapaskultur, og det er
nærmest en religion at finde den bedste tortilla, chorizo og jamón.
onsdag den 25. marts 2015
Kulørte Cuenca
De
tunge grå skyer truer over Madrid, da vi forlader hovedstaden ved
10-tiden fredag formiddag, og sætter kursen mod sydvest. Vi har sat
os for at udforske de mange mindre byer ude omkring hovedstaden, og i
dag går turen til Cuenca, som nås på to timer i bus.
Byen
med den UNESCO-listede gamle bydel er hovedstaden i Cuenca-provinsen,
og en del af regionen Castilla-La Mancha. Et par hurtige klik på
Google har afsløret en yderst fotogen by, så min gode ven Nikon
ligger utålmodigt og venter i kameratasken, til trods for en
vejrudsigt der skyder en hvid pil efter en blå himmel.
Montmartre i Gran Canyon
Vi
tjekker ind på et hotel i den 'moderne' del af byen, da der er mange
penge at spare her, hvis man ikke har noget imod at gå de 10-15
minutter til foden af klipperne.
Her hæver den historiske del af
byen sig op mellem de to dybe kløfter, med en labyrint af stejle og
smalle gader - som Montmartre placeret i Gran Canyon. Så selv ikke
det lettere triste vejr kan holde smilene, da vi begiver os op mod
San Pablo broen, med udsigt til Cuencas berømte vartegn, de hængende
huse.
Landskabet
er yderst dramatisk her, hvor den smalle Huécar-flod skærer ind
gennem slugten. Med de træklæde bjergsider, en metalbro der minder
om en gigantisk væltet kran, og husene der bogstaveligt talt hænger
uden på klipperne over den dybe kløft. Derudover troner Cuencas
'parador' - et tidligere kloster - på en klippetop, og tilbyder
byens smukkeste overnatningsmulighed.
Stejle gader - farverige facader
Den
smalle bro er ikke for dem med højdeskræk, men belønningen på den
anden side er turen værd. Her venter Plaza Mayor med den smukke
katedral, omringet af farverige husfacader med hvide rammer om
vinduer og døre. En karakteristik der foreviges i skarpe grafiske
linjer, i det nærliggende lille galleri, Colores – og som nu
pryder væggen over mit arbejdsbord.
Morteruelo |
Det
er en drøm at gå på opdagelse i Cuencas idylliske gader, og at
nyde udsigten til det spektakulære landskab der omkranser byen –
selv på en gråvejrsdag. Ligeledes er det interessant at fornemme de
lokales stolthed over byen, og åbenheden overfor turister.
Med trætte
lægmuskler og et fyldt memorykort, går turen tilbage mod den nye
bydel. Her er Calle San Francisco centrums mest livlige tapasgade,
og vi skal naturligvis prøve en af de lokale delikatesser –
morteruelo. En lun vildtpaté som gør det formidabelt godt med en kold øl, i den moderne udgave af en klassisk tapasbar, Méson Jose.
Der
er meget mere at se, mere at smage på, og mere at fortælle – og
jeg vil helt sikkert tilbage til kulørte Cuenca. En fantastisk udflugtsmulighed på en ferie i Madrid.
Fakta
- Fra Mendez Alvaro stationen i Madrid, kan man kan tage med Avanza Bus til Cuenca for €26,50 tur/retur.
- Alternativt kan man tage toget fra Atocha stationen. Med AVE toget tager turen under en time.
I Cuenca jager de hunde
Pulsen
kører på højtryk mens vi zigzag'er mellem de parkede biler. En bil
bremser op og hornet trykkes i bund. Sveden pibler frem på panden
mens vi desperat forsøger at følge trop med den fortabte uldtot –
som åbenbart ikke vil sit eget bedste.
For
ti minutter siden kom den dækken-klædte grå puddel vimsende over
gaden alene – mens vi spejdede efter en ejer der aldrig kom. Og
fordi vi ikke vil have en fladmast pelsbold på samvittigheden, inden
vi forlader ellers idylliske Cuenca, har vi sat jagten ind for at
indfange det undslupne kæledyr. Men hver gang vi nærmer os kræet,
sætter den farten op, eller løber ud på gaden mellem
eftermiddagstrafikken i centrum, så vi flere gange lukker øjnene og
venter på et 'bump'.
Hundekiks
Folk
tror naturligvis vi jagter vores egen hund, og flere sætter efter den – men forgæves.
Efter
et kvarter er den ude af syne, og en tilfældigt forbipasserende
patruljevogn får et 'signalament' af flugtkongen. Vi puster ud
indenfor på den italienske iscafé og nyder et velfortjent hvil med
udsigt til gågaden, da den lille grå køter minsandten kommer
trissende udenfor ruderne, som om intet var hændt.
Men inden vi får
kastet os ud af døren er den igen over alle bjerge.
Vi
må slukørede forlade Cuenca uden heltestatus som hundeindfangere.
Jeg havde ellers allerede forestillet mig selv som bronzeskulptur på
torvet i den gamle bydel.
Måske noget i denne stil? - bare med mig og en puddel |
mandag den 23. marts 2015
Insider tips til Condé Nast Traveler
Igennem nogle måneder har jeg skrevet om Madrid hos den Internationale online rejseguide Likealocalguide.com - en fantastisk side med lokale insidertips til mange spændende byer i hele verden.
Like A Local Guide bragte fornylig min artikel '10 Best Free Things To Do In Madrid', og denne artikel er nu blevet offentliggjort på det amerikanske rejsemagasin Condé Nast Traveler's hjemmeside cntraveler.com
Like A Local Guide bragte fornylig min artikel '10 Best Free Things To Do In Madrid', og denne artikel er nu blevet offentliggjort på det amerikanske rejsemagasin Condé Nast Traveler's hjemmeside cntraveler.com
onsdag den 4. marts 2015
Det swinger i Huertas
Det
oser af jazz bag den mørkegrønne facade og de hvide gardiner, på
Calle de las Huertas nummer 22. Beliggende i Madrids charmerende
Huertas kvartér, lidt syd for Puerta del Sol. Herinde på Café Jazz
Populart, er man som teleporteret til én af de klassiske jazz
klubber i New York eller New Orleans, med de hvide marmorborde, de
mørke træmøbler, den dæmpede belysning og de utallige sorthvide
fotos, der pryder væggene sammen med de ophængte instrumenter. Man
er slet ikke i tvivl om at luften førhen var tyk af cigaretrøg, som
blandede sig med tonerne fra musikerne på den lille scene.
Selv
er jeg stadig nybegynder hvad angår jazz og blues, men har en idé
om at fans af netop disse genre er nogle af de mest inkarnerede
musikelskere der findes. Der er så meget historie og kultur i jazz
og blues. En kultur som har været dyrket fuldt ud hos Populart i
over 20 år. Og listen af store nationale og Internationale musikere
der har lagt vejen forbi denne lille klub i Madrid, er blevet lang.
Erfarne toner
Èt
af de bands der vender hyppigt tilbage er Canal Street Jazz Band,
hvis få originale medlemmer fornylig kunne fejre 45 års jubilæum,
mens resten er kommet til siden starten i 1967!
Efter 45 år sammen
burde man kunne finde melodien, og det er da heller ikke noget
problem for disse erfarne herre, som spiller klassisk dixieland jazz
så det svinger helt ud på gaden. Trods en anslået gennemsnitsalder
på mindst halvtreds, er der fuld blæs på både trombonen,
trompeten, pianoet, elbassen og trommerne.
To
gange har jeg haft fornøjelsen af disse herres selskab i den
stopfyldte jazzhule, hvor tjeneren har sit hyr med at navigere mellem
siddende og stående gæster. En god plads kræver at man booker et
bord – hvilket kun kan gøres på dagen fra kl. 18, og ellers kan
man møde op og hænge ud i baren. Entreen og musikken er reelt
gratis, men priserne på drinks er spædet op med et par euro eller
tre, så det hele giver mening i sidste ende.
Er
du til jazz, er et smut forbi Populart et absolut must på en ferie i
Madrid.
Tjek
programmet på caféens hjemmeside. www.populart.es
onsdag den 25. februar 2015
Svensk lydgourmet på rivieraen
”Cerveza fría, Cerveza fría, Cerveza fría, Cerveza fría”. Den ihærdige Duracelkanin af en sælger forsøger desperat at afhænde sit lager af kolde øl, mens han trasker langs køen der slanger sig fra spillestedets indgang. Men det er op ad bakke denne kølige aften sidst i februar.
Dagens
hovedperson på 'rivieraen' må dog ligesom jeg være vant til
koldere vinde mod nord.For han er trods det vildledende navn José
Gonzáles, opvokset i svenske Göteborg. En fremragende guitarist,
sanger og sangskriver, som bevæger sig i indie folk genren. Senest
kendt for den emotionelle film-musik til Ben Stillers 'Walter Mitty',
men tidligere for det fantastiske covernummer 'Heartbeats'. Et nummer
der blev brugt som baggrundsmusik i Sony Bravias legendariske
tv-reklame, hvor 170.000 hoppebolde blev sendt ned af San Franciscos
gader. Se og hør den her:
Rivieraen
uden sand
La
Riviera eller Sala Riviera som det også kaldes, er et velkendt
spillested ved Manzanares-flodens bred. Få hundrede meter fra
Almudena katedralen og kongeslottet. En
blød mellemvare mellem de små intime koncertscener, og de enorme
forhold i sportsarenaer som Barclaycard Center og Santiago Bernabeu. Et
oplagt valg for de næststørste navne, mens lokalerne også bliver
flittigt brugt som diskotek og til DJ arrangementer.
Palmerne
over den centrale bar understreger stedets tema, og sammen med de
øvrige seks barer, gør de deres for at publikum undgår dehydrering
under de skarpe spots. Og der er god tid til at tanke op denne aften,
for der går halvanden time inden González og co tripper ind på
scenen – vel at mærke uden opvarmningsband.
En
tur i drømmeland
José
González er en mand af få ord denne aften, men dem der kommer, er
grundet familiens sydamerikanske baggrund, på velklingende spansk.
Til publikums tydelige begejstring. Hans sange er dog på engelsk.
De
i alt fem musikere finder deres pladser og så er det afsted mod
drømmeland. González er dygtig rent musikalsk, stemmen er unik og teksterne betydningsfulde. Men det er harmonien af disse faktorer der gør ham speciel - den drømmende og let melankolske lyd bandet
skaber sammen. En gang lydgourmet hvor der bliver kræset for hver en
ingrediens – hver en streng på guitaren og hvert et slag på
bongotrommen.
Det
er lidt som at stirre ud på et smukt landskab fra en vuggende
togkupe. Behageligt, afstressende og eftertænksomt. Og røgmaskinen
der er på overarbejde lægger et passende slør, foran bagtæppet
med sneklædte bjergtinder og fjerne planeter. Ind imellem kommer der
dog lidt mere intensitet på, med en snert af hippie og gospel.
Aftenens
højdepunkt at dømme efter publikums reaktion, er
Heartbeats-coveret, som sidder lige i skabet. Men det er skuffende at
han undlader storhittet 'Stay Alive' fra føromtalte Mitty-film. Vi
var heldige nok at få en god plads nær scenen og herfra var
rivieraens lyd helt i orden. Det er dog et spørgsmål om ikke
González og band ville gøre sig endnu bedre på én af de mere
intime scener, eller til en siddende koncert.
Da vi forlader spillestedet forsøger manden med de kolde øl fortsat at tømme lageret. Andre har fået den mere passende idé at sælge velduftende chorizos fra en kæmpe grill. Aftenens anden gourmetoplevelse.
Da vi forlader spillestedet forsøger manden med de kolde øl fortsat at tømme lageret. Andre har fået den mere passende idé at sælge velduftende chorizos fra en kæmpe grill. Aftenens anden gourmetoplevelse.
Se mere her:
torsdag den 19. februar 2015
Kridhvid Wedding Crasher
Klokken
er lidt over 18 da vores taxa ruller forbi kongeslottet midt i
Madrid. Jeg retter på slipset, læner mig tilbage i sædet og
trækker lidt på smilebåndet. Tanken om at være på vej til et
fornemt bryllup i Madrid, får mig til at glemme at jeg bare er en
fattig men håbefuld skribent – og jeg føler mig som lidt af en
'wedding crasher'. Godt nok er jeg inviteret sammen med kæresten,
men til et bryllup hvor jeg hverken kender bruden eller gommen.
Fra
taxaen skifter vi til 'partybussen' som er sat ind for at fragte os
gæster til den endelige destination: El
Antiguo Convento de Boadilla del Monte. Et rustikt kompleks med egen
kirke et stykke udenfor byen. Efter flere stop på vejen fyldes
bussen godt op med lokale venner og bekendte, men også med venner
som kommer fra fjerne udkanter af Spanien, og som har taget turen
hertil for at fejre Laura og Óscar.
Efter
mørkets frembrud, omkring klokken 20 ruller bussen ind foran den
lille røde stenkirke, hvor den røde løber er rullet ud og
fotograferne er i fuld gang med at 'skyde' de tilstrømmende gæster.
Vinden er kølig, så vi trækker hurtigt indenfor og finder os en
plads. Med
over 200 gæster er der godt fyldt op i den lille kirke, og alle
holder vejret da bruden følges ind til et smukt violinstykke fra
Twilight-filmene.
Kirkeorglet
er erstattet af en trio som udover violinisten består af en pianist
og en sangerinde – og brudens far har også valgt at byde ind med
et akustisk solo-nummer på sin guitar.
Derudover er der trods den
katolske version ikke de store forskelle, og ceremonien byder på
omtrent ligeså mange 'op-og-stå passager' som derhjemme. Og dog.
”Nu kysser de dig snart” hvisker kæresten pludselig. ”...det
har jeg glemt at fortælle”. Øhh okay? Forklaringen kommer dog da
der efter en prædiken, deles håndtryk og klassiske kindkys ud til
folk omkring én.
En
regn af ris og tapas
Da
regnen af ris, rosenblade og konfetti har lagt sig over det nygifte
par udenfor kirken, sætter den rigtige regn ind med tunge dråber,
så vi er alle glade for at der kun er få meters gang til de
overdådige festlokaler. Først i et smukt overdækket atrium i
sydspansk stil, hvor en række delikate tapasanretninger kom
strømmende på sølvfade, så man nemt kunne spise sig mæt allerede
inden forretten. Derefter videre til det store festlokale med runde
borde, hvor vi er blevet strategisk placeret med nogle hyggelige,
engelsktalende gutter fra Cadíz i Sydspanien.
Jeg
undrer mig over hvorfor flere af dem spørger til Australien, indtil
de finder ud af at jeg kommer fra et land lidt længere mod den anden
pol. Det viser sig dog at de nok har blandet min nationalitet sammen
med brudeparrets kommende bryllupsrejse.
Da
den lækre and, krebs og arabisk tærte er gledet ned, går det op
for mig at spisningen er forløbet helt uden taler af nogen art, men
underholdningen venter i et tredje festlokale på den anden side af
gårdspladsen.
”Que
viiiiva España”
Her
finder vi en veludstyret cocktailbar i den ene ende, samt dansegulv
og diskokugle i den anden. Begge dele indtages hurtigt af de mange
tilbageværende gæster, ligesom bordet der bugner af farverigt slik
og fotoboksen med sjove accessories. Parrets brudevals er erstattet af en mere nutidig version til et nummer af Ed Sherran, og de bliver hele natten og nyder festen med deres gæster.
Alt i alt et formidabelt spansk
bryllup, som naturligvis rundes af med en ekstra gang lækker tapas.
Og de latinamerikanske dansehits hænger stadig i ørerne da
partybussen ved 6-tiden vender snuden mod centrum.