onsdag den 21. januar 2015

Er der altid varmt i syden?



Om en uge er det et halvt år siden jeg flyttede til Madrid. Et halvt år hvor jeg har lært byen at kende, og samtidig erkendt at der er meget at lære endnu. Tilværelsen som udenlandsdansker med jagten på en karriere som selvlært freelance skribent, er på en gang en drøm der går i opfyldelse og en kæmpe udfordring.

www.instagram.com/kridhvidimadrid
I disse tider hvor de sociale medier er så stor en del af vores hverdag, kan tingene nemt komme til at se perfekte ud på overfladen, men sandheden er for de fleste ofte en anden. Vi har alle udfordringer, og ligesom livet i storbyen er fantastisk spændende, er stress, savn og økonomisk usikkerhed også en del af hverdagen i min situation. Alle drømme har sine ofre.

På rette spor
'Nogle gange fører det forkerte tog dig til den rette station' lyder et ordsprog. Ironisk nok var jeg for tre år siden på Interrail, da mit liv tog en uventet drejning og ledte mig ud på et nyt spor. Jeg endte med at bo i Wales, derefter hjemme i Danmark og nu i Spanien. Og selvom det kræver hårdt arbejde og ofre at gå sine egne veje, klager jeg bestemt ikke. Jeg er i sidste ende utroligt taknemmelig over at kunne udleve en af mine drømme. Livet er ofte en balance, mellem at tage ansvar for egen lykke og lade tingene ske.

Mit fokus på skriveriet er til tider altopslugende og efterlader endnu ikke mange muligheder for sociale tiltag. Men ind imellem er det rart at kunne stoppe op og indse hvor man er. For selvom det primært er nye mål der konstant er i fokus, er det vigtigt også at kunne værdsætte processen. 

Jeg elsker at 'fare vild'
www.instagram.com/kridhvidimadrid
Når jeg skal have ny inspiration og en pause fra tasterne, går jeg en tur ned i byen. Jeg elsker engang imellem at kunne gå rundt uden mål eller deadline, og bare se hvor jeg ender. Det gode ved så stor en by som Madrid er, at man selv efter et halvt år stadig kan lade sig 'fare vild' i korte perioder. Hver gang jeg opdager en 'ny' gade føles det som om jeg er på ferie, og ofte dukker nye skjulte skatte op.

Lige i disse dage er det dog begrænset med ekspeditioner, da både kæresten og jeg ligger syge. Og ja, det kan godt lade sig gøre at fange en forkølelse selv her i syden. Folk hernede mener ellers ikke at jeg burde kunne fryse når jeg er fra det kolde nord. Ligesom vi ofte tror at det altid er varmt i Spanien, har de en idé om at Danmark nærmest er en forstad til Grønland.