Pulsen
kører på højtryk mens vi zigzag'er mellem de parkede biler. En bil
bremser op og hornet trykkes i bund. Sveden pibler frem på panden
mens vi desperat forsøger at følge trop med den fortabte uldtot –
som åbenbart ikke vil sit eget bedste.
For
ti minutter siden kom den dækken-klædte grå puddel vimsende over
gaden alene – mens vi spejdede efter en ejer der aldrig kom. Og
fordi vi ikke vil have en fladmast pelsbold på samvittigheden, inden
vi forlader ellers idylliske Cuenca, har vi sat jagten ind for at
indfange det undslupne kæledyr. Men hver gang vi nærmer os kræet,
sætter den farten op, eller løber ud på gaden mellem
eftermiddagstrafikken i centrum, så vi flere gange lukker øjnene og
venter på et 'bump'.
Hundekiks
Folk
tror naturligvis vi jagter vores egen hund, og flere sætter efter den – men forgæves.
Efter
et kvarter er den ude af syne, og en tilfældigt forbipasserende
patruljevogn får et 'signalament' af flugtkongen. Vi puster ud
indenfor på den italienske iscafé og nyder et velfortjent hvil med
udsigt til gågaden, da den lille grå køter minsandten kommer
trissende udenfor ruderne, som om intet var hændt.
Men inden vi får
kastet os ud af døren er den igen over alle bjerge.
Vi
må slukørede forlade Cuenca uden heltestatus som hundeindfangere.
Jeg havde ellers allerede forestillet mig selv som bronzeskulptur på
torvet i den gamle bydel.
 |
| Måske noget i denne stil? - bare med mig og en puddel |