mandag den 21. november 2016

Juletid i Madrid



De  metalliske juletræer er rejst på Plaza del Callao og på Puerta del Sol. Stormagasinet El Corte Inglés' midlertidige vinterhytte er ved at tage form, og lyskæderne er spændt ud over gader og stræder. Så nu mangler der bare at blive trykket på kontakten - så julen kan skydes igang her i hovedstaden.

Selv de gigantiske mus på El Corte Inglés' facade tripper for at komme igang med at synge julen ind. "Cortylandia"-facaden er ikonisk for Madrid, og er efterhånden en mangeårig tradition som har tag i både børn og voksne. Og så er den naturligvis en yderst succesfuld reklame for stormagasinet, som er en shopping-magnet hele året rundt, og ikke mindst i december.



Det vrimler allerede med tidlige gave-jægere i weekenderne, så det tager sin tid at drible ned gennem Calle Preciados og krydse Puerta del Sol. Køen er også allerede alenlang hos lotteri-forretningen Doña Manolita, og man kan ikke undgå at ryste lidt på hovedet over dem som frivilligt står i kø i timevis for at købe deres jule-lotteri netop her - når de kunne gøre det samme på 2 minutter ved lotterisælgeren på gaden. Men Doña Manolita "bringer held", og mange får gevinst netop her. De færreste af de "overtroiske" tager sandsynlighedsregningen - altså antal solgte lotterisedler - op til overvejelse.



På  Plaza Mayor er det historiske julemarked også ved at skyde op. Og det ser ud til at det i år bliver større end længe, med et hav af store røde borg-lignende boder, fordelt over hele pladsen. Snart åbnes lugerne til bunkevis af krybbespilsudstyr og julelækkerier. Der er ikke så meget "nisseri" her som i Norden, men blomsterforretningen La Real i Calle Independencia har fundet plads til en enkelt...



Følg Kridhvid i Madrid på Facebook for ekstra inspiration og bonus-materiale...

fredag den 11. november 2016

Smag for Spanien



Én af de ting man bliver inspireret af når man bor i Spanien er de lokales passion for mad. En passion som i den grad smitter af, og med tiden tager man den med sig og lærer at værdsætte maden på en ny måde. Den klassiske spanske gastronomi er i sig selv ganske simpel. Det handler som regel oftest mere om nogle fantastiske råvarer og atmosfæren omkring dem, end om finurligt sammensatte kulinariske kompositioner.


'Keep it simpel'-attituden synes også at være baggrund for retten 'cachopo' - som er en traditionel specialitet fra den nordspanske region Asturien. 'Cachopo' er ganske enkelt skinke og ost "indbagt" i to skiver paneret kalvekød - som en spansk udgave af den klassiske Gordon Bleu. Men den smager fremragende og bliver i disse dage "fejret" i Madrid under en slags "cachopo-festival", hvor udvalgte restauranter disker op med hver deres cachopo-menu til specielle priser.



Derfor tog vi i går aftes ind for at prøve denne delikatesse hos restauranten 'El Cogollo' nær Madrids ikoniske Plaza Mayor - nærmere betegnet på Calle de la Lechuga = "Salatgade". Det var derfor meget passende at denne menu kom med en lækker salat som forret. En kontrastfyldt og smagsrig salat med gedeost, karameliserede valnødder, baconstykker og balsamico. Et helt måltid i sig selv.

Vores menu kostede blot €25 for to personer, hvor man deler én stor cachopo - som så til gengæld nærmest kan mætte tre personer, og som serveres med pommes frites og stegt rød peber. Dertil hørte en flaske æblecider, som er meget traditionsrig i Asturien. En tør og ikke særligt sød, men meget naturlig cider, som bør skænkes med lang stråle for at ilte den i glasset. Og det skulle naturligvis prøves. Skål og velbekomme!

El Cogollo er simpelt indrettet med med venlig betjening. Og den har efter sigende tidligere vundet en pris for sin cachopo. Vil du selv prøve en gang cachopo når du rejser til Madrid, så kan denne restaurant varmt anbefales. Normalprisen for denne ret ligger på  €18.

torsdag den 3. november 2016

Efterårs-magi i Retiro-parken



Efter 3 måneders fravær er jeg nu tilbage i Madrid, som siden jeg forlod den i højsommeren har skruet en anelse ned for temperaturen. Dog ikke mere end at den sidste uges tid har budt på bragende flot efterårsvejr, og flere gange med over 20 grader. Efteråret er et fantastisk tidspunkt at besøge den spanske hovedstad på. Nu hvor man ikke længere smelter på den bagende asfalt, og hvor der er tyndet pænt ud i turisterne.



Derudover står metropolens parker lige nu specielt smukt, klædt i sine gyldne og rustrøde nuancer, men stadig med overraskende meget grønt på toppen, set i forhold til i Danmark. Overgangen mellem efterår og vinter ligger trods alt længere fremme hernede. Den tynde vindjakke er fundet frem, men har indtil nu ikke været nødvendig. Det kan der dog blive lavet om på i den kommende weekend.



Når det spanske efterårs-vejr som i dag viser sig fra sin bedste side, så er det oplagt med en tur gennem altid uimodståelige Retiro - hvor der stadig er gang i gademusikanter selfie-skydende turister, omkring den store sø. Men det smukkeste område finder man omkring Palacio de Cristal - "Glaspaladset" - få minutters gang derfra.




Her soler skildpadderne, den hvide gås og de sorte svaner sig rundt omkring den lille dam, mens glaspaladset reflekteres smukt mellem træernes farverige kostume-skift. Ganske enkelt magisk!

I den kommende tid vil jeg atter komme med updates herfra hovedstaden - så følg Kridhvid I Madrid på Facebook for seneste nyt!